Efter næsten tre år - og efter at have brugt omkring 30 millioner kroner - er regeringens stort anlagte handlingsplan mod kvindehandel tilbage fra 2003 slået fejl. Tegning: Bob Katzenelson.

Regeringens plan mod kvindehandel slået fejl

Det bør overvejes om de nuværende tilbud til handlede kvinder er målrettede nok, lyder det fra konsulentfirmaet COWI om regeringens handlingsplan mod kvindehandel.

Efter næsten tre år - og efter at have brugt omkring 30 millioner kroner - er regeringens stort anlagte handlingsplan mod kvindehandel tilbage fra 2003 slået fejl. Handlingsplanens to centrale elementer er nemlig løbet ud i sandet.

Det står klart, efter Socialministeriet har fået evalueret handlingsplanen af konsulentfirmaet COWI.

Formålet med handlingsplanen har først og fremmest været at modvirke, at kvinderne bliver genhandlet, det vil sige endnu en gang lokket eller truet til prostitution af købesex-industriens bagmænd.

Ni dages beskyttelse

Det første element i planen har været et tilbud til ofre for kvindehandel om et beskyttelsesophold i Danmark på to uger (fra juli 2006: fire uger). Her har hensigten været, at kvinderne dels skal komme sig fysisk og psykisk oven på deres barske oplevelser i købesex-miljøet i Danmark dels gerne indlede et samarbejde med dansk politi mod prostitutionens bagmænd.

Men beskyttelsestilbuddet har åbenbart ikke været designet godt nok: De i alt 79 kvinder, der siden 2003 har taget imod et ophold i et beskyttelsestilbud, har nemlig kun ønsket at tilbringe i gennemsnit ni dage i beskyttelsestilbuddet. Og det er selvsagt ret begrænset, hvad der kan nås i løbet af bare ni dage.

Seks kvinder på forberedt hjemrejse

Handlingsplanens andet centrale element har været en såkaldt forberedt hjemrejse. Det vil sige, at danske myndigheder og private hjælpeorganisationer samarbejder med myndigheder og hjælpeorganisationer i kvindens hjemland, så kvinden ikke efter hjemkomsten igen ender i bagmændenes kløer.

Men kun seks voksne kvinder har siden 2003 taget imod en forberedt hjemsendelse. Fire af kvinderne er kommet fra beskyttelsestilbuddet, mens to kvinder er kommet direkte fra et asylcenter.

Tilbud skal være mere målrettede

Hotline-fuser

En stærkt opreklameret hotline-telefonlinje har været endnu et vigtigt element i handlingsplanen. Men den har vist sig at være en fuser.

Meningen med hotlinen var oprindelig, at ofre for kvindehandel kunne ringe ind og få hjælp. Sådan er det ikke gået: Ganske vist har hotlinen været åben hver dag mellem 10 og 17 siden november 2002, og ganske vist har der været masser af opringninger til hotlinen.

Det har bare ikke været fra ofre for kvindehandel. I stedet har journalister og studerende kimet hotlinen ned i deres stadige jagt på historier. Ifølge COWI's evaluering har kun 53 ud af 558 opringninger til hotlinen været fra udenlandske prostituerede. Til sammenligning har journalister og studerende ringet 177 gange til hotlinen.

Når de prostituerede vil i kontakt med medarbejdere fra de private hjælpeorganisationer, har de ringet direkte til medarbejdernes mobiltelefoner, vurderer COWI.

Om handlingsplanens centrale element skriver konsulentfirmaet COWI:

"Formålet med støtten til ofrene i handlingsplanen er at undgå, at de bliver genhandlede."

"Det primære middel er den forberedte hjemsendelse", fortsætter konsulentfirmaet og beskriver ideen med disse ord:

"Kvindernes fysiske og psykiske tilstand forbedres under opholdet" i beskyttelsestilbuddet, samtidig med at der tages "kontakter til hjemlandets myndigheder og relevante NGO'er (= private hjælpeorganisationer, red.), der kan modtage kvinden og fortsætte repatrieringen i hjemlandet."

Som skrevet er begge dele slået fejl.

"Med kvindernes baggrund in mente bør det overvejes, om de nuværende tilbud til kvinderne er målrettede nok," anbefaler COWI forsigtigt.

Ude af Danmark, ude af sind

Evalueringen afslører også, at ingen danske myndigheder har snor i, hvad der reelt sker med de over hundrede kvinder, der efter en kortere eller længere karriere som prostitueret i Danmark er blevet sendt retur til deres hjemland.

Ingen danske myndigheder føler sig altså forpligtet til at følge med i, hvad der siden sker med kvinderne - om de hurtigt fortsætter med at sælge deres krop i et andet EU-land, eller om det faktisk lykkes for dem at frigøre sig for pres og trusler fra bagmændene og skabe sig en anden levevej.

I COWI's forsigtige sprog formuleres dette fatale myndighedssvigt således:

"Der er ikke sikker viden om, hvordan det går kvinderne, efter de har forladt Danmark. Måske er opholdet i beskyttelsestilbuddet tilstrækkeligt til, at nogle kvinder får overskud til at undgå genhandel til prostitution. Men hvis udgangspunktet er, at det primært er marginalisering og andre dårlige vilkår, der driver kvinderne ud i prostitution, er det sandsynligt, at kvinderne har behov for at få støtte i form af hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet, til træning og uddannelse, så de kan forsørge sig selv og opfylde deres forsørgerpligter på anden vis."

COWI kommer dog ikke nærmere ind på, hvordan en sådan træning skulle foregå på bare ni dage. Eller om det kunne være en god ide at udvide beskyttelsesopholdet til minimum tre måneder, således som en ekspertgruppe under EU for længst har anbefalet.

Stor succes på trods af fejl

På trods heraf vurderer COWI alligevel, at regeringens handlingsplan har medvirket til "at placere Danmark centralt, når det gælder den internationale bekæmpelse af handel med kvinder".

På samme måde mener COWI, at handlingsplanen tilkommer en stor del af "æren" for, at kvindehandel er rykket højere op på den nationale dagsorden i 2006 sammenlignet med 2003.

Bevis for påstanden fører COWI ikke. I stedet har konsulentfirmaet talt avisartikler og fundet ud af, at der i 2006 har været langt flere avisartikler end i 2003 om emnet kvindehandel.

"Der er ikke tvivl om, at handlingsplanen har haft stor indflydelse på denne udvikling", skriver COWI frejdigt, selv om det i en uanseelig note langt inde i evalueringen "bemærkes, at en evt. øget viden i befolkningen ikke entydigt kausalt kan kobles til handlingsplanens aktiviteter."

Udenrigsministeriets passivitet

Det fremgår af evalueringen, at Udenrigsministeriet ikke har deltaget i den tværministerielle arbejdsgruppe, der - i COWI-sprog - "har til opgave at varetage den overordnede koordinering på policyniveau."

Selv om Udenrigsministeriet står bag et program til bekæmpelse af menneskehandel i Hvide Rusland, Ukraine, Moldova samt Bulgarien og Rumænien, hvorunder der også er fokus på beskyttende aktiviteter for ofrene for kvindehandel, har ministeriet ikke deltaget i arbejdsgruppen.

COWI søger ikke eftere en forklaring men nøjes med at anbefale, at "Udenrigsministeriet bør inddrages".


Lagt på: 10. Oktober 2006 10:20

Sidst ændret: 10. Oktober 2006 14:33