Justitsminister Lene Espersen skal svare på Enhedslistens spørgsmål om, hvordan en 15-årige nigeriansk prostitueret kan forsvinde fra et dansk asylscenter.

Justitsminister skal redegøre for 15-årigs forsvinden

Hvordan kan en 15-årig prostitueret fra Nigeria, som har søgt beskyttelse hos danske myndigheder, efter få dage forsvinde? Det spørger Enhedslisten nu justitsministeren om.

- Det er utroligt flovt, at Danmark ikke er i stand til at beskytte børn, som er i myndighedernes varetægt. Og da det ikke er første gang, at mindreårige forsvinder, så må vi nu have en ordentlig redegørelse.

Det siger Enhedslistens retspolitiske ordfører Line Barfod i anledning af Nyhedsbrevet 3F's artikler om den 15-årige nigerianske prostituerede, som er forsvundet fra det asylcenter, hvor myndighederne havde anbragt hende. Line Barfod har derfor stillet fem spørgsmål til justitsminister Lene Espersen (K).

Danmark bærer det fulde ansvar

- Det er jo oplagt, at myndighederne ikke formår at passe godt nok på børn, der har været ude for noget af det mest forfærdelige, en person kan opleve: Menneskehandel, siger Line Barfod og tilføjer:

- Hvis det så endda var allerførste gang, så kunne man måske forstå, at den slags skete. Men det er jo hverken første eller anden gang, at mindreårige siver fra asylcentrene. Og det må altså stoppes nu, inden det sker for fjerde, femte, sjette gang.

- Vi har i tidligere sager fået socialministerens klare ord for, at det er danske myndigheder, der har det fulde ansvar, når det drejer sig om børn. Men det virker ikke som om, at den forståelse er rodfæstet hos myndighederne, siger Line Barfod.

Fire dage på center - og pist væk.

Den 15-årige nigerianske pige blev anholdt af politiet lige før midnat mandag 25. september. Det skete i forbindelse med en politiaktion mod gadeprostituerede i kvarteret omkring Istedgade i København.

Dagen efter blev den 15-årige ifølge Nyhedsbrevet 3F's oplysninger overflyttet til et krisecenter, som drives af den private organisation Reden Stop Kvindehandel, hvorefter pigen endnu en gang blev flyttet, nu til et asylcenter i Nordsjælland.

Her nåede hun dog kun at være i få dage. Lørdag 30. september om morgenen blev centrets medarbejdere klar over, at den 15-årige var forsvundet, i øvrigt sammen med to andre mindreårige afrikanske piger.

Siden har den 15-årige været efterlyst af politiet i såvel Hillerød som i København, men hidtil uden resultat. Måske er den 15-årige og de to andre afrikanske mindreårige piger ikke længere i Danmark, men er i stedet transporteret videre til et andet vesteuropæisk land, så deres kroppe fortsat kan sælges til sexlystne mænd.

Loven forpligter

- Den her forfærdelige sag må føre til, at myndighederne en gang for alle får aftalt indbyrdes, hvordan den slags situationer gribes an. Vi kan altså ikke endnu en gang tåle, at børn forsvinder fra danske myndigheder, siger Line Barfod.

- Tidligere har der været sager med en hel del kinesiske børn, der forsvandt, og bagefter endnu en omgang med rumænske børn, der også forsvandt. Loven forpligter altså de danske myndigheder til at passe godt på den slags børn. Og når det åbenbart ikke sker, så skylder justitsministeren sig selv og alle os andre at få klarlagt forløbet, så vi kan se, hvor det går galt - og indrette os derefter, siger Line Barfod.


Lagt på: 09. Oktober 2006 10:10

Sidst ændret: 09. Oktober 2006 12:23

Fakta

Spørgsmålene til ministeren Her er de fem spørgsmål, Line Barfod stiller til Lene Espersen:

1. Ministeren bedes redegøre for det konkrete sagsforløb, ved at indhente oplysninger fra såvel politi, Røde Kors som Reden Stop Kvindehandel og andre relevante, om hvordan en mindreårig nigeriansk prostitueret (beskrevet i 3F´s blad), som for nylig antræffes af politiet og senere kommer i Røde Kors' varetægt som asylansøger, få dage senere kan være forsvundet fra asylcentret og sandsynligvis tilbage i kløerne på sin "mama"?

2. Hvilke konkrete tiltag vil ministeren tage for at ændre den nuværende ordning, hvor mindreårige prostituerede, der søger asyl, åbenbart har mulighed for at forsvinde fra asylcentrene og komme tilbage til bagmændene og fortsat prostitution eller finder ministeren, at ordningen er god nok?

3. Hvordan vil ministeren sikre, at mulige vigtige vidner mod prostitutionens bagmænd kan være i sikkerhed på et asylcenter, så bagmændene ikke kan lok-ke/true/overtale vidnerne til at flygte fra asylcentret?

4. Ministeren bedes oplyse om, hvordan man sikrer, at politiet, Røde Kors personale og andre ansatte, som er i kontakt med disse børn, er bekendt med, at loven om Social Service også er gældende for børn uden lovligt ophold i Danmark?

5. Ministen bedes oplyse, hvor mange sager opgjort år for år siden 1996 om børn der har været i de danske myndigheders varetægt, og som dernæst er forsvundet, og hvad politiet har gjort for at finde dem igen?