EF-domstolen i Luxembourg har netop afgjort, at kvinder godt kan få mindre i løn end deres mandlige kolleger, selvom de laver præcis det samme arbejde - bare arbejdsgiveren kan begrunde det i anciennitet.
Af Helene Olesen, Fagbladet 3F, helene.olesen@3f.dk
Kvinder kan godt få mindre i løn end deres mandlige kolleger, selvom de laver præcis det samme arbejde - bare arbejdsgiveren kan begrunde det i anciennitet. Det har EF-domstolen i Luxembourg netop afgjort.
En 44-årig engelsk sundhedsinspektør, Bernadette Cadman, tabte en sag om ligeløn, som hun havde rejst, da hun for fire år siden fandt ud af, at hendes mandlige kolleger tjente op til 9.000 £ (cirka 100.000 kroner) mere end hende - selvom de lavede nøjagtigt det samme.
Men eftersom de alle sammen var aflønnet via anciennitetsløn, var det helt i orden at give hende mindre i løn, afgjorde EF-domstolen. En enkelt af mændene havde arbejdet i 25 år mere end Barnadette Cadman.
Barnadette Cadman med sin fagforening Prospect i ryggen mente på den anden side, at selvom mændene havde længere tids erfaring, skulle de ikke have mere i løn, når de nu lavede præcis det samme. Hun påpegede, at kvinder på den måde aldrig kan opnå den samme anciennitet, fordi de har større fravær på grund af barsel.
Dommen blev af det engelske erhvervsliv straks udråbt som "en sejr for den sunde fornuft".
Britisk LO, til gengæld, kræver en indsats fra den britiske regering, så kvinder ikke skal blive løntabere, blot fordi de har mindre tid til at opbygge deres karrierer på grund af barselsfravær.
I 3F frygter man også, at dommen er et tilbageslag for ligestillingen.
- Hidtil har vi hyldet det princip, at hvis en mand og en kvinde laver det samme og er lige gode til det, så skal de også have det samme i løn for det. Her siger dommen så, at det er okay, der er en forskel. Og det er et rigtig dårligt signal, vurderer Karin Mette Thomsen, advokat og leder af 3F's juridiske sekretariat.
EF-dommen, som også danske domstole skal rette sig efter, vil ikke gøre det nemmere at føre ligelønssager - og de er i forvejen vanvittigt svære at føre på grund af det kæmpe udredningsarbejde, siger hun.
- Dommen siger desuden, at kvinden har bevisbyrden, det vil sige, kvinden skal selv bevise, at hun er lige så kompetent og dermed lige så meget værd, siger Karin Mette Thomsen.
Dommen viser, at man bør være bevidst om, at lønsystemer baseret på anciennitet har en kønsspecifik betydning, der gør, at kvinder ikke kan opnå så meget i løn. Kvinder vil nemlig ofte ikke have samme høje anciennitet som deres mandlige kolleger, fordi kvinderne er fraværende fra arbejdspladsen på grund af orlov med videre begrundet i familiemæssige årsager, siger hun.
Byrial Bjørst, der er faglig sekretær og jurist i Teknisk Landsforbund, har skrevet ph.d-afhandling om ligeløn, og han betegner også dommen som uheldig.
Han vurderer dog, at dommen primært vil få betydning, hvis anciennitet er et lovligt kriterium i overenskomsten.
Han henviser blandt andet til den danske Frisko Sol Is-sag fra november 1992, hvor to medarbejdere var indplaceret ens, men kvinden fik mindre i løn end manden. Arbejdsgiveren begrundede lønforskellen med forskel i anciennitet. Kvinden havde en anciennitet i virksomheden på fem år, mens manden havde en anciennitet på 16 år.
Men ifølge overenskomsten opnåede medarbejderen højeste sats allerede efter to år i virksomheden, så derfor var anciennitet ikke en gyldig grund til at give ulig løn.
- Men det er klart, at der ved denne afgørelse ved EF-domstolen lægges op til en opblødning og en større accept at begrebet anciennitet. Det medfører, at vi står dårligere, end vi gjorde før, fordi det alt andet lige er kvinderne, der opnår mindre anciennitet, og sådan vil det nok være i lang tid fremover, siger Byrial Bjørst.
3F's næstformand og ansvarlig for Ligestilling og Familiepolitisk Sekretariat Jane Korczak siger, at dommen viser, hvor vigtigt det er, at der bliver kæmpet for fuld løn under barselsperioden, ligesom mændene skal tage en del af orlovsperioden, så kvinderne ikke mister anciennitet.
- Dommen understreger også nødvendigheden af, at alle virksomhederne ved lov bliver pålagt at udarbejde lønstatistikker - så oplysningerne kommer frem. Den lov, der træder i kraft med virkning pr. 1. januar 2007 om kønsopdelt lønstatistik, er ikke god nok, blandt andet fordi den kun gælder for arbejdsgivere med 35 ansatte og derover. Og det har 3F hele tiden opponeret imod, siger Jane Korczak.
Lagt på: 09. Oktober 2006 12:10
Sidst ændret: 09. Oktober 2006 14:17