Det norske ProSentret har netop registreret op mod 500 nigerianske kvinder på gaderne i den norske hovedstad.

Masser af nigerianske prostituerede i Norge

Samtidig med at nordmændene har en heftig debat om kriminalisering af sexkunder, har nigerianerne sat sig tungt på gadeprostitutionen i Oslo. Adgangen er fri indrejse via Sydeuropa.

- Tilbage i 2003 mødte vi kun ganske få afrikanske kvinder. Nu dominerer de gadebilledet totalt, siger Liv Jessen fra ProSentret i Oslo, der er en norsk pendant til Reden på Vesterbro i København.

ProSentret har netop registreret op mod 500 nigerianske kvinder på gaderne i den norske hovedstad.

Tidligere var det hovedsageligt kvinder fra Østeuropa og fra Norge, der trak i gaderne i Oslo, men de kvinder har nigerianerne nu tvunget væk, og det billede ser ud til at gentage sig andre steder i Norge. Ifølge Prosentret er de nigerianske kvinder og deres bagmænd i gang med at udvide aktiviteterne til også at omfatte andre norske storbyer.

- Vi har registreret grupper af nigerianske prostituerede i Stavanger og Bergen. Men de er ikke særligt store endnu, siger Liv Jessen, ProSentret i Oslo.

Fri indrejse

Ingen kender den præcise årsag til det nigerianske stormløb på det norske sexmarked. Spekulationer går i retning af, at en effektiv indsats mod udenlandske prostituerede i Italien og andre sydeuropæiske lande, som typisk tiltrækker mange afrikanske prostituerede, har tvunget bagmændene til at søge nye græsgange andre steder i Europa.

I hvert fald fortsætter tilstrømningen af afrikanske prostituerede, uden at myndighederne kan gribe ind. For selvom Norge ikke er medlem af EU, så er landet omfattet af Schengen-aftalen. Dermed er nigerianske prostituerede og deres bagmænd sikret fri indrejse, hvis pas og papirer er i orden.

- De fleste kommer hertil fra Spanien eller Italien. Langt størstedelen er udstyret med en italiensk opholdstilladelse. Og så længe de har pas, papirer og penge, kan myndighederne ikke stoppe dem, siger Øyvind Nordgaren, Oslo Politi.

Krav om kriminalisering af sexkunder

Foruden pas og papirer bærer kvinderne på en tragisk historie, der har sit udgangspunkt i Benin City i det ludfattige Nigeria. De er lokket til Europa med løfter om arbejde og penge af kyniske bagmænd i et omfattende internationalt kriminelt netværk. Når kvinderne lander, typisk i Spanien eller Italien, står de i dyb gæld til bagmændene og tvinges ind i et benhårdt miljø, hvor vold, trusler og menneskehandel er kernen i en særdeles velsmurt pengemaskine.

Situationen i Norge har bragt sindene i kog. Bølgerne går højt i en debat, der handler om at kriminalisere prostitution helt eller delvist.

Flere politiske partier kræver, at sexkunder kriminaliseres. Det samme har Oslo Politi foreslået - også statsadvokaten i Trondheim har flere gange banket i bordet.

Politiet laver ny specialgruppe

- Vi skal selvfølgelig kriminalisere kunderne. Uden kunder ingen efterspørgsel, og uden efterspørgsel ingen prostitution. Det har svenskerne haft stor succes med, det kunne vi også få i Norge, siger Kaia Strandjord, statsadvokaten for Trondheim, til Nyhedsbrevet 3F.

Men den norske regering har kategorisk afvist at kriminalisere prostituerede eller deres kunder. Justitsminister Knut Storberget har i stedet iværksat en handlingsplan, som først og fremmest skal styrke de sociale tilbud til gavn for de prostituerede. Og så skal den politimæssige indsats mod bagmændene op i et langt højere gear.

Politiet i Oslo etablerer det kommende år en specialgruppe på ti mand, som udelukkende har fokus på prostitutionsmiljøet.

- Af hensyn til efterforskningen, oplyser vi ikke, hvordan vi vil gribe det an. Men det er klart, at det er kvindernes bagland, vi har i søgelyset, siger Iver Stensrod, Oslo Politi.


Lagt på: 06. Oktober 2006 10:40

Sidst ændret: 06. Oktober 2006 15:35

Dokumenter

  • Se grafik om udenlandske prostituerede i Norge: