Indsatsen skal "op på den store klinge", lyder det fra Rigspolitiet.
Af Ulrik Dahlin, Fagbladet 3F, ulrik.dahlin@3f.dk
- Vi følte, at vi godt kunne gøre det lidt bedre og intensivere indsatsen, sagde rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, da han på et pressemøde i går onsdag fremlagde politiets forslag til en styrket indsats mod kvindehandel. Det skete sammen med justitsminister Lene Espersen (K).
Etableringen af de nye og større politikredse fra nytår giver ifølge Torsten Hesselbjerg politiet en større "slagkraft", og en del af denne skal nu sættes målrettet ind mod prostitutionens bagmænd.
På pressemødet gav rigspolitichefen udtryk for, at politiets nye plan virkelig vil rykke noget. Hesselbjerg sagde for eksempel, at indsatsen nu skal "op på den store klinge", at "prostitutionens bagmænd godt nu kan begynde at ryste i bukserne", og at kampen mod bagmændene "virkelig får på alle tangenter".
Selve planen fylder 23 tætskrevne A4-sider og rummer en lang række forslag:
- Mere fokus på bagmændene
- Fastlæggelse af operative mål
- Hver politikreds skal udarbejde konkrete efterforskningsoplæg og lave lokale strategier
- Kortlægning af prostitutionsmiljøet i hver politikreds
- Flere ressourcer og systematiske kontrolbesøg på alle kendte bordeller
- Særlig gruppe med prostitution som primært arbejdsområde
- Udpegning af ledende lokale kontaktpersoner
- Systematisk indberetning og central behandling af oplysninger
- Målrettet efterforskning, blandt andet af bagmændenes rejseaktivitet
- Bagmændenes fortjeneste skal søges konfiskeret
- Central registrering af kredsenes aktioner og timeforbrug
- Bedre uddannelse af politibetjentene
- Bedre samarbejde mellem de involverede myndigheder.
Om politiets hidtidige indsats var rigspolitichefen bemærkelsesværdig åbenmundet:
- Der er gjort noget, men jeg skal gerne indrømme, at der kan gøres mere, som han sagde.
Det må siges at være helt nye toner fra den kant.
Selvom Fagbladet 3F flere gange har sat kritisk lys på det reelle omfang af politiets indsats, har justitsministeren gang på gang fra Folketingets talerstol og i svar på kritiske spørgsmål fra Retsudvalget givet udtryk for, at politiets indsats mod kvindehandel allerede var helt oppe i det høje gear. Indsatsen var således højt prioriteret, og i hver enkelt politikreds fungerede der allerede en særlig kontaktperson. Endelig har politikredsene siden maj 2001 haft pligt til at indberette "samtlige foreliggende oplysninger" til Rigspolitiet. Sådan har standardmelodien lydt igen og igen.
Vi har nu Torsten Hesselbjergs ord for, at det ikke har været godt nok.
Om offentligheden så tør tro på, at det bliver bedre for fremtiden, har vi igen kun rigspolitichefens ord for: "Hele klaviaturet vil blive brugt," som han fremhævede på pressemødet.
Til sidst på pressemødet fremsatte Torsten Hesselbjerg endda et konkret løfte. Det kom som svar på et spørgsmål fra Fagbladet 3F.
Fremover vil rigspolitiet således rapportere til offentligheden, hvordan det går med den styrkede indsats mod prostitutionens bagmænd. Derved kan dansk politi lægge sig i hælene på deres svenske kolleger. Den svenske Rikskriminalpolisen har for syvende år "län for län" afrapporteret om indsatsen mod prostitution og kvindehandel.
- Hvis ministeren altså vil, som Torsten Hesselbjerg snarrådigt tilføjede.
At dømme efter Lene Espersens samtidige nikken behøver der ikke at opstå problemer fra den kant.
Lagt på: 05. Oktober 2006 07:58
Sidst ændret: 05. Oktober 2006 08:21
Fakta |
|
- Ifølge Rigspolitiet er der siden 2000 og frem til august i år faldet 112 domme i rufferisager og 13 domme i sager om kvindehandel. |