I de seks måneder kampagnen stopkvindehandel.nu har varet, er der i gennemsnit afleveret tre underskrifter i minuttet.

100.000 underskrifter mod kvindehandel

Flere end hundrede tusinde mennesker har skrevet under på kampagnen mod kvindehandel, og det udløser en kvart million kroner til støttecentre for prostituerede.

Danskerne har været flittige til at aflevere deres underskrifter på 3F's hjemmeside mod kvindehandel. De seks måneder kampagnen har varet, er der i gennemsnit afleveret tre underskrifter i minuttet.

Det flotte resultat kommer nu ofrene, nemlig de prostituerede, til gavn, både her og i Rumænien.

- Kampen mod kvindehandel vindes ikke med festtaler og nationale handlingsplaner alene. Der skal konkret handling og lovgivning til, sagde 3F-formand Poul Erik Skov Christensen blandt andet på en høring om trafficking på Christiansborg torsdag 28. september 2006.

Kort efter tikkede underskrift nummer 100.000 ind på 3F's kampagnehjemmeside stopkvindehandel.nu, og dermed blev der sat punktum for seks måneders underskriftindsamling, der begyndte på kvindernes kampdag 8. marts 2006, og som slutter med en kontant håndsrækning på godt 250.000 kroner til dem det handler om - nemlig ofre for kvindehandel.

Da kampagnen blev skudt i gang i marts måned meldte flere organisationer sig med større og mindre beløb for at støtte 3F-kampagnen mod kvindehandel, og det er disse penge, der nu ubeskåret deles ligeligt mellem de prostitueredes værested Reden og til krisecentret Reaching Out i Rumænien. Det var her, Fagbladet 3F's journalist bragte 16-årige Carmen i sikkerhed, efter at have købt hende af menneskehandlere for 15.000 kroner.

Penge vækker glæde i Rumænien

Iana Matei, leder af Reaching Out Romania, siger:

- I øjeblikket bliver der i Vesteuropa og USA afsat mange midler til en masse initiativer omkring kvindehandel.

- Pengene går til konferencer, seminarer og forskellige kampagner både hos jer og her i Østeruropa, men desværre glemmer man fuldstændig at betænke de piger, der er ofre for kvindehandel.

- På Reaching Out overlever vi i øjeblikket udelukkende på grund af gode venners bidrag. Derfor sender jeg og pigerne her på centret en stor tak til alle de danskere, der har skrevet under på stopkvindehandel. nu. De penge, I har været med til at samle ind, falder på et virkeligt tørt sted, og jeg kan garantere, at hver en krone vil gå direkte til arbejdet med pigerne, siger Iana Matei.

I løbet af de seks måneder har 3F flere gange været på gaden for at få folk til at skrive under. Kendte sportsfolk og politikere har ligeledes meldt sig under fanerne og samlet underskrifter ind. I juni var for eksempel FCK- og landsholdsspiller Michael Gravgaard og den konservative politiker Helle Sjelle på Rådhuspladsen i København sammen med 3F.

- Jeg har mødt mange tusinde mennesker, når jeg har været på gaden for at samle underskrifter ind. Det har været en utrolig positiv oplevelse, som har engageret hele 3F's korps af tillidsfolk og fagligt aktive. Vi har en fælles sag. Og jeg tror på, at vi i fællesskab kan være med til at skubbe politikerne i den rigtige retning, siger Poul Erik Skov Christensen.


Lagt på: 29. September 2006 10:50

Sidst ændret: 29. September 2006 11:58

3F-links