- En kvinde som Rose burde have asyl. Hun er jo skrækslagen for at blive sendt retur til Nigeria, hvor korrupte myndighederne overlader hende til bagmændene. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger den radikale Lone Dybkjær.
af Ulrik Dahlin, Fagbladet 3F
Det kræver et hjerte af sten for ikke at blive dybt berørt af Roses historie. Så da Fagbladet 3F inviterer tre politikere til at kommentere den unge nigerianske piges fortvivlede situation, skorter det ikke på politisk medfølelse.
- Rose har været sexslave og er i en helt forfærdelig situation, hvor hun ikke engang tør henvende sig til de danske myndigheder, siger f.eks. den radikale Lone Dybkjær.
- Rose er en kvinde på min egen alder med et liv, der ser fuldstændigt ødelagt ud, siger Ellen Trane Nørby fra Venstre.
Lignende medfølende toner kommer fra Socialdemokraternes retspolitiske ordfører Morten Bødskov:
- Det er rystende at få så klart et billede af situationen for de nigerianske kvinder, der er prostituerede i Danmark, bemærker han.
Til gengæld kan de tre politikere ikke umiddelbart fortælle, hvad Rose kan gøre for at slippe ud af det forfærdelige dilemma, hun er havnet i: På den ene side tør hun ikke rejse hjem, fordi bagmændene står klar og venter på hende. Det har hun prøvet før.
En løsning kunne så være humanitær opholdstilladelse, er Lone Dybkjærs personlige opfattelse:
- En kvinde som Rose burde have asyl. Hun er jo skrækslagen for at blive sendt retur til Nigeria, hvor korrupte myndighederne overlader hende til bagmændene. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Det samme mener Morten Bødskov:
- I de helt særlige tilfælde, hvor Rose og andre kvinder er i fare, hvis de vender hjem, må vi give humanitær opholdstilladelse, foreslår han.
Ellen Trane Nørby er derimod mindre optimistisk om Roses chancer for at få humanitær opholdstilladelse i det danske asylsystem:
- Det er svært at sige, hvad Rose kan gøre. Når hun opholder sig illegalt her i landet, vil hun uden videre blive sendt retur efter 30 dage, hvis hun opdages af myndighederne. Og det uanset at Nigeria nok ikke er et land, hvor kvinder som Rose kan vende tilbage med en skam og opbygge sig en ny tilværelse, som hun siger.
Hvis nu Rose ikke kan asyl, hvad skal hun så gøre?
- Så må de danske myndigheder som minimum sikre sig, at kvinderne sendes retur til sikre forhold, f.eks. til en organisation, der kan beskytte dem mod bagmændene, siger Lone Dybkjær.
- Jeg tror, vi må fortælle historier som Roses igen og igen og igen, indtil det for alvor går op for den danske befolkning, at det altså handler om rigtigt levende mennesker. mener Ellen Trane Nørby og fortsætter:
- Vi er også nødt til at få gjort de mandlige kunder medansvarlige, så ingen ved sine fulde fem går til en prostitueret. Og selvom det så ikke hjælper Rose nu og her, så kan det forhåbentlig ændre noget i fremtiden.
Morten Bødskov ønsker tillige en mere effektiv politiindsats:
- Det må også dreje sig om at få forstærket politiets indsats mod bagmændene, for i dag har politiet ikke tilstrækkelig fat i den side af sagen, siger han.
Lagt på: 22. September 2006 07:00
Sidst ændret: 22. September 2006 13:08