Af Jens Høvsgaard, Fagbladet 3F, Jens@bylant.dk, Tema: Menneskehandel i Danmark
Han står til to års fængsel, hvis politiet finder ud af, at 25-årige Rose bor hos ham. Hun er fra Nigeria, og hun er på flugt fra kyniske menneskehandlere, der i otte år har tvunget hende til at arbejde som prostitueret. Først i Italien og senere her i Danmark. I mere end seks måneder har 52-årige Christian holdt hende skjult i sin lejlighed.
- Jeg kan ikke slippe hende, for hvis jeg gør det, så tror jeg, hun dør. Jeg er hendes sidste bastion, forklarer Christian om grunden til, at han er villig til at betale med et fængselsophold for at hjælpe et fremmed menneske i nød.
Han gør det af anstændighed, men han gør det også, fordi han ved, at hvis politiet eller den bagmand, hun blev solgt til i december her i Danmark, finder frem til deres skjulested, så er den pris, Rose kommer at betale, langt, langt højere.
- Hvis politiet finder hende, bliver hun sendt tilbage til Nigeria, og der står mafiaen parat til at modtage hende. Er hun heldig, sender de hende retur til Europa, så hun kan arbejde som prostitueret i Holland, Tyskland eller Belgien. Er hun ikke så heldig, slår de hende ihjel. Jeg ved, det er sandt. Jeg har jo haft truslerne helt inde på livet i de seks måneder, hun har boet her, fortæller Christian.
I starten havde Christian svært ved at tro på det, Rose fortalte om sin fortid. Han kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at der her i Danmark i år 2006 var mennesker, der levede som slaver.
Han kunne ikke forstå, hvorfor Rose og de andre kvinder, som lever under lignende forhold, ikke bare går til politiet og anmelder deres bagmænd. Først da han overhørte en fortvivlet mobilsamtale mellem Rose og hendes forældre i Nigeria, gik det op for ham, at menneskehandlerne vil gøre alt for at få Rose tilbage.
Først da forstod han, at det brændemærke, slaveejerne har maltrakteret Roses krop med, skal tages dybt alvorligt. Han forstod, at de betragter hende som deres ejendom, og at de er parate til at dræbe for at få hende tilbage.
- Forældrene i Nigeria ringede og fortalte, at menneskehandlerne havde taget Roses yngre søster som gidsel og nu forlangte Rose udleveret eller en løsesum udbetalt, hvis de skulle slippe søsteren.
- De kræver penge hele tiden, de bliver ved med at kræve penge, og de holder ikke op, fortæller Christian, som allerede har sendt over 100.000 kroner til Nigeria. En del af pengene er gået til at holde søsteren i live, og en anden del er gået til at bringe Roses far og mor i sikkerhed for slavehandlerne.
Men selvom der er blevet betalt løsepenge for søsteren, kan Rose langt fra være sikker på, at bagmændene opfylder deres del af aftalen og sætter søsteren fri. Gennem otte år er Rose ikke alene blevet udnyttet som sexslave - menneskehandlerne har også gjort hende til gældsslave. Gang på gang har de præsenteret hende for nye beløb, som de påstår, at hun skylder dem. Beløb, der er så store, at hun aldrig vil få en chance for at blive gældfri.
Da Christian for et halvt år siden inviterede Rose med hjem, var han ikke klar over, hvilke frygtelige oplevelser hun bar med sig. Han var heller ikke klar over, at da han åbnede døren for hende, lukkede han samtidig af for en stor del af sit tidligere liv. Blandt andet har han været nødt til at sige sit faste job op.
- Jeg har valgt at blive vikar. Jeg kan ikke have et fast job, hvor jeg får en relation til mine kollegaer. Så begynder de bare at spørge om private ting, og det kan jeg ikke svare på. Jeg må hele tiden være forsigtig og passe på - hendes liv er i fare, hvis jeg siger noget, forklarer han.
- Hun lever her ulovligt, hun har ingen papirer. Hendes rettigheder er lig nul, så vi kan ikke deltage i noget som helst, siger Christian.
- Vi kan ikke åbne, når det ringer på døren, og jeg må sige nej tak til invitationer til familiesammenkomster og nej til at få besøg af tidligere tætte venner - ja, sågar til mine børn. Jeg håber, at når vi engang når om på den anden side af bjerget, så kan jeg forklare dem, hvad det var, der foregik, siger Christian.
- Jeg føler, at folk kigger efter mig. Jeg er blevet meget opmærksom på biler, der sænker farten ved siden af mig, så det her er faktisk det sikreste sted, vi kan være, siger han og peger ud mod området mellem boligblokkene.
Den lille, grå firkant er fyldt med legende børn og voksne, som slæber på kulørte vasketøjskurve og store gule Nettoposer. Fælles for både børnene og de voksne er, at deres hår og deres hud er væsentligt mørkere end hud og hår normalt er hos den overvejende del af den danske befolkning.
- Hvis der kommer folk udefra og spørger, om der er nogen, der har set en sort pige her, hvilket svar tror du så, de vil få, spørger Christian og giver selv svaret.
- Ingen vil få noget svar. Det her er en ghetto, men det er det sikreste sted for Rose og mig. Her er der ingen, der stiller spørgsmål, og her er der ingen, som taler over sig.
Christian står på den lille svalegang foran lejligheden. Tæt bag ham står Rose.
Hver gang han foretager den mindste bevægelse, foretager hun en tilsvarende. Som en skygge klæber hun til ham. På intet tidspunkt bevæger hun sig mere end højst et par meter væk fra ham.
Hun bliver bange, når han forlader lejligheden for at købe ind eller for at gå på arbejde. Derfor arbejder Christian nu kun om natten, så kan Rose sove, mens han er borte.
- Hun vil ikke have, at jeg går fra hende. Hun er hele tiden ved siden af mig, siger han og lægger en beskyttende arm om hendes skulder.
Det meste af sit liv har Christian arbejdet med at hjælpe andre mennesker. Han er ansat i sundhedssektoren, men aldrig før har han oplevet en person i en så miserabel stand som Rose. Selvom han også har arbejdet og boet blandt verdens fattigste i den tredje verden, har han aldrig før mødt et menneske, der ejede så lidt som Rose. De folk, der gennem de seneste otte år har kontrolleret hende og hendes liv, har ikke alene stjålet hendes frihed og gjort hende til slave, de har også frataget hende enhver fornemmelse for, hvordan et frit menneske tænker og agerer.
- Hun er ikke vant til at vælge. Selv simple ting som: Må jeg spise, må jeg sove, må jeg gå på toilettet. Hvad må jeg spise, og hvornår må jeg spise? Hun kan simpelthen ikke. De har taget alt fra hende.
Christian har et håb om, at han på et tidspunkt kan tage Rose i hånden, og at de sammen en lørdag formiddag kan gå ned på en café.
Han drømmer også om, at han en dag kan tage den 25-årige kvindes hånd og lægge den over i en jævnaldrende mandehånd. For selvom de to mennesker og deres skæbner er filtret så tæt sammen, at man kan have svært ved at forestille sig dem adskilt, så er deres forhold rent venskabeligt, og sådan skal det være, mener Christian.
- I starten havde Rose meget svært ved at forstå, at jeg ikke forlangte sex til gengæld for den hjælp, jeg gav hende, men sådan ser jeg ikke på det. Hvis man møder et menneske, der er i stor nød som i det her tilfælde, så byder min samvittighed og min opdragelse mig at hjælpe det menneske, siger han med fasthed i stemmen.
- Hun har et traume, som vi ikke kan få behandlet. Fordi vi ikke kan gå noget sted hen. Det er ikke noget liv, og alligevel er det et liv - det er stadig mere end det, hun havde.
Christian og Rose er opdigtede navne. Personernes rigtige navne er redaktionen bekendt.
Lagt på: 22. September 2006 11:50
Sidst ændret: 22. September 2006 11:50