Jens Høvsgaard, Fagbladet 3F, Jens@blyant.dk, Tema: Menneskehandel i Danmark
Egentlig skulle han bare skifte bus. En rutine, han havde gentaget aften efter aften, uge efter uge, år ud og år ind.
Derfor havde han heller ikke nogen anelse om, at omstigningen fra linje 14 til linje 6A den aften i februar i år også skulle blive en omstigning til en helt anden tilværelse og et helt andet liv.
Han var heller ikke klar over, at de få skridt, han tog fra bussen og hen til den grædende kvinde på bænken ved stoppestedet, bragte ham fra en tilværelse som ganske almindelig gennemsnitsdansker med ganske almindelige gennemsnitsproblemer til en tilværelse, hvor han konstant skal kigge sig over skulderen af frygt for, at enten den nigerianske mafia eller det danske politi har fået færten af ham.
Lyder det som en film?
Det er det ikke. Det er den rene og skære virkelighed.
En virkelighed, som 52-årige Christian nu har levet med i over seks måneder.
I dag husker Rose ikke, hvor længe hun egentlig sad ved busstoppestedet, før hun mødte Christian.
Der kan være gået et kvarter, eller der kan være gået en halv time. Ingen tog synderlig notits af den grædende kvinde. I hvert fald var der ingen, der henvendte sig til hende, før Christian steg ud af 14'eren.
- Han spurgte, hvad der var galt. Om jeg havde mistet noget, eller om der var nogen, der havde slået mig, men jeg bare græd og græd, så jeg kunne ikke svare ham, husker Rose.
Ikke kun gråden, men også skammen og frygten forhindrede hende i at fortælle sin historie til den fremmede mand. I de tre måneder, hun havde været i Danmark, havde hun ikke mødt en eneste venlig mand. Alle de mænd, hun havde været i kontakt med, havde udnyttet hende og mishandlet hende. Hun var blevet banket, voldtaget og beordret til at trække i Istedgade i København.
Enkelte gange foregik forretningen mellem hende og mændene på et værelse på et af gadens hoteller, men som oftest var det i en af de små snuskede kabiner i sexbiografen Nonstop Bio i Istedgade, hun betjente sine kunder.
Det var også her, at Rose fortalte de danske mænd om sin situation: At hun var slave, og at hun var tvunget til at sælge sin krop. Mændene havde lyttet til hende, og nogle havde udvist en midlertidig sympati.
- Når jeg fortalte dem det, sagde de, at de havde ondt af mig, men de ville alligevel have sex med mig, fortæller Rose.
Derfor kunne hun heller ikke
indvie Christian i, hvorfor hun græd. Hun kunne ikke fortælle ham, at hun netop var stukket af fra den alfons, der få dage tidligere havde købt hende.
Hun kunne ikke fortælle ham, at den bagmand, der havde fået transporteret hende til Danmark i december sidste år og siden havde tvunget hende til at trække på gaden, nu havde solgt hende videre til en herboende afrikansk forretningsmand.
Hun kunne ikke fortælle ham, at hun havde fået nok, for hvordan kunne hun stole på ham, og hvordan kunne hun vide, at han ikke bare var lige som alle de andre mænd, hun havde mødt her i Danmark?
Men Christian gav ikke op. Han kunne se, at den var helt galt fat med Rose.
Han fortsatte med at tale venligt til den grædende kvinde, og til sidst fik han hende overtalt til at følge med ham hjem, så hun kunne få mad og hvile.
- Han sagde, at ingen ville gøre mig noget her, og at vi nok skulle finde en løsning på mine problemer, men jeg troede ikke på ham. Det ville være første gang i mit liv, at nogen mand ville gøre noget godt for mig, fortæller Rose, der alligevel vælger at blive hos Christian.
I løbet af de efterfølgende dage finder Rose ud af, at hun kan stole på Christian og begynder så småt at fortælle ham sin historie.
Christian tvivler i første omgang på det, Rose fortæller ham, men da hendes mobiltelefon begynder at gløde med bagmandens trusler om repressalier mod hendes familie, hvis ikke hun kommer tilbage, forstår Christian, at det her er blodig alvor.
Fra da af tager han Roses beretning for gode varer, og fra da af ved han, at det tilfældige møde ved busstoppet er ved at udvikle sig til et sandt mareridt.
Vi skal tilbage i tiden og helt til Nigeria i Vestafrika for at få forklaringen på, hvordan Christian er endt i dette morads.
Året er 1998, og 17-årige Rose skal giftes. Ikke af kærlighed, men derimod af fornuft. Hendes tante - familiens overhoved - har fundet en passende mand, som hun gerne vil introducere for niecen.
- Det er ved at være på tide, at du bliver gift og får din egen familie, siger hun til Rose.
Rose accepterer tantens forslag, som i realiteten er en allerede truffet beslutning. Sådan gør pæne piger i Nigeria. Man sætter sig ikke op mod familiens overhoved. Derfor gør Rose, som der bliver sagt lige indtil den dag, da tanten forklarer hende, at brudgommens familie naturligvis forventer, at Rose er omskåret.
- Nej, nej, nej. Det må du ikke gøre mod mig, trygler Rose sin tante.
- Det er farligt. Jeg kan jo dø af det, siger hun.
Og hun ved, hvad hun taler om. For nylig har hun mistet sin bedste veninde. Hun døde af blodtab, da hendes familie tvang hende til at blive omskåret i forbindelse med et kommende ægteskab.
Men tanten og brudgommens familie er ubøjelige. Der bliver ikke noget bryllup, hvis Rose ikke bliver omskåret efter den lokale tradition, hvor både klitoris og de ydre skamlæber skæres bort.
Det vil Rose ikke være med til. Derfor flygter hun fra tanten og fra det kommende bryllup.
Hun flygter fra frygten for at miste livet, men har ingen anelse om, at flugten fra tanten og hendes beskidte barberblade vil bringe hende til det ukendte land Danmark. Hvor hun vil blive frataget alle sine menneskerettigheder, blive købt og solgt som et stykke kvæg og dagligt blive tvunget til at tilfredsstille 20-30 fremmede mænds seksuelle lyster og fantasier.
Da Rose flygtede fra sin tante i Nigeria, flygtede hun ind til den nærliggende storby Benin City.
Hun kendte ingen i byen, men kom i kontakt med en kvinde, som tilbød at skaffe hende et job som hushjælp i Italien. Rose takkede ja til tilbuddet, og kvinden installerede hende i en lejlighed sammen med en gruppe andre unge kvinder. Kvinderne blev fotograferet, og deres billeder blev sendt til Italien.
- Det er familierne i Italien, der ønsker at se billeder af deres kommende husassistenter, forklarede kvinden, da Rose spurgte, hvorfor hun skulle fotograferes.
Kort tid efter blev Rose sat på et fly til Italien. Men da hun ankom til Genova, var der ingen familie, der ventede på hende. Der ventede heller ikke noget job som husassistent. Det eneste, der ventede hende, var en tilværelse som sexslave. Allerede den første aften i det nye land blev hun sendt på gaden.
- Kvinden, som jeg var blevet kørt hen til, kom med et par sko med høje hæle og sagde, at jeg skulle tage dem på. Men jeg havde aldrig haft sådan nogle sko på før. Jeg kunne slet ikke gå i sådan nogle sko, fortæller Rose grædende og ser ned på sine fødder.
I næsten fire år var Rose tvunget til et liv på høje hæle i Italien. Så stormede politiet det sted, hvor hendes bagmænd havde indkvarteret hende og andre afrikanske kvinder som sexslaver. Rose blev anholdt og sendt tilbage til Nigeria, men hun nåede aldrig igen at opleve sit hjemland som et frit menneske.
- Der kom nogen og hentede mig i lufthavnen. De tog mig til et sted, hvor de låste mig inde. Der kom de ofte og voldtog mig og bankede mig, fortæller Rose.
I halvandet år holdt bagmændene Rose fanget i Nigeria; så meddelte de hende pludselig, at hun skulle pakke og komme med ud i lufthavnen.
- Du skylder os så mange penge, at det er umuligt for dig at tjene dem her. Derfor skal du tilbage til Europa, og hvis du ikke gør, som vi siger, så går det ud over din familie her i Nigeria, truede bagmændene.
Rose kunne intet gøre, og kort tid efter landede hun i Københavns Lufthavn i Kastrup. I ankomsthallen blev hun modtaget af manden, der nu var hendes nye ejer. Han tog hendes pas og hendes papirer og sluttede sin velkomst af med den første af en lang række voldtægter.
I tre måneder tvang han hende til at trække i Istedgade, og i tre måneder tog han hver eneste krone, hun tjente. Så blev han træt af hende og solgte hende videre til den afrikanske forretningsmand.
Da det sker, har Rose fået nok.
- Jeg kunne ikke mere; jeg var så træt i hele min krop. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne vaske mig. Jeg følte, at jeg ikke kunne løfte mine arme, og jeg var så træt af at skulle sælge min krop. Jeg kunne ikke mere. Derfor stak jeg af, fortæller Rose i dag om sin flugt fra den afrikanske bagmand, der skjuler sin tilværelse som alfons med en officiel facade som direktør i et import-eksportfirma.
Et firma, han ifølge firmaets hjemmeside driver sammen med en dansk partner.
Men selvom Rose er sluppet væk fra sin bagmand, er hun langtfra i sikkerhed.
Hvis hun går til politiet, vil hun blive sendt tilbage til Nigeria, hvor hendes bagmænd endnu en gang vil stå klar til at modtage hende.
- Hvis jeg er heldig, sender de mig videre til et andet europæisk land. Hvis jeg ikke er heldig, så slår de mig eller min familie ihjel, forklarer Rose.
Derfor ved den grædende kvinde ved busstoppestedet, at hendes flugt reelt er dømt til at mislykkes. Hun er alene i et fremmed land, hun har ingen papirer, ingen penge og ingen venner. Det er kun et spørgsmål om tid, før hendes nye alfons finder hende igen, og Rose ved, at piger, der forsøger at flygte fra deres bagmænd, er ilde stedt.
- Måske vil han nøjes med at banke mig, men måske... Det sker, at piger forsvinder helt, hvisker Rose.
Da Christian den aften i februar i år steg ud af linje 14, var han en ganske almindelig gennemsnitsdansker.
Han havde et ganske almindeligt liv og havde ikke noget udestående med hverken den kriminelle underverden eller med det danske politi.
I dag er han både lovbryder og jaget vildt. Hvis de danske myndigheder finder ud af, at Christian skjuler Rose, står han til straf og Rose til udvisning. Hvis den nigerianske mafia finder ud af, hvor Christian og Rose gemmer sig, er det ikke kun hendes liv, men også hans, der er i fare. Det vidste Christian intet om, da han tilbød den grædende kvinde sin hjælp. Havde han gjort det, og havde han kendt konsekvenserne - ja, så havde han nok handlet på nøjagtig samme måde:
- Jeg kunne da ikke lade være med at hjælpe hende. Hun havde jo brug for hjælp, siger Christian, hvis eneste forbrydelse er, at han er et godt menneske.
Christian og Rose er opdigtede navne. Personernes rigtige navne er redaktionen bekendt.
Lagt på: 22. September 2006 11:50
Sidst ændret: 22. September 2006 13:01
