Forbud mod sexkøb op i Folketinget

Radikale vil stille lovforslag om forbud mod at gå til prostituerede, som er ofre for menneskehandel.

MENNESKEHANDEL: Vor tids slaver!

Sådan karakteriserer Det Radikale Venstre de tusinder af handlede kvinder, der hvert år tvinges eller lokkes til sexmarkederne i Vesteuropa.

Så snart Folketinget genoptager arbejdet til oktober, vil partiet derfor fremsætte lovforslag, der skal gøre det strafbart for danske mænd at købe sex af kvinder, der er ofre for kvindehandel.

- Kvindehandel er så kynisk, at man tror, det er løgn. Det, som kvinderne er udsat for, svarer til tortur, siger folketingsmedlem Lone Dybkjær.

Politiet skønner, at der i Danmark arbejder ikke færre end 3.000 udenlandske prostituerede. Rejsen til Danmark er for en stor del af dem organiseret af kriminelle netværk.

Ikke mindst har gadeprostituerede kvinder fra Nigeria de seneste måneder vakt opsigt, især på grund af deres aktive tilnærmelser over for mulige kunder.

Ifølge den private hjælpeorganisation Reden Stop Kvindehandel udgør Nigeria-kvinderne omkring halvdelen af de prostituerede, som organisationen er stødt på i kvarteret omkring Hovedbanegården.

25-årige Rose har været en af de nigerianske sexslaver, der er blevet tvunget til at sælge sin krop til lystne danske mænd. Roses forfærdelige historie kan du læse inde i bladet.

- Et forbud mod at købe sex hos kvinder, der er ofre for kvindehandel, vil dæmpe efterspørgslen, tror jeg. Og vi er nødt til at starte et sted, siger Lone Dybkjær.

Bortset fra SF, der vil kriminalisere alle sexkøb, er Folketingets øvrige partier delt på spørgsmålet. Mange politikere føler sig usikre på, hvorvidt det kan styrke indsatsen mod kvindehandel, hvis sexkøb hos handlede kvinder gøres strafbart.

Sexkøb af handlede kvinder blev forbudt i Finland før sommerferien.

Læs tema side 14-15.

Snesevis af nigerianske kvinder trækker på gaden i Danmark.


Lagt på: 22. September 2006 11:50

Sidst ændret: 22. September 2006 11:50