Af Karin Ravn, Karin.Ravn@3f.dk
OPRUSTNING: Selv i sommervarmen er der blevet skrevet flittigt under på 3F-kampagnen www.stopkvindehandel.nu, der blandt andet har til formål at få myndighederne til at skærpe kursen mod bagmændene bag sexslaverne i Danmark. Barometret er nu på over 86.000 og godt på vej mod de 100.000, som er 3F's mål.
Underskrifterne er blandt andet kommet i hus via en lille flok aktive fra 3F Ungdom, der har været ude med underskriftslisterne på torve, festivaler og gågader.
Også ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) skærper nu indsatsen mod kvindehandel. Hun har sat en million kroner i en kampagne, der de næste tre uger vil køre i aviser, biografer og på tv.
Kampagnen fortæller om hverdagen for mange udenlandske prostituerede, der er lokket til Danmark af griske bagmænd. Op til 16 mænd skal de "betjene" i løbet af en enkelt dag. Eva Kjer Hansen, der er socialminister og minister for ligestilling, vil med kampagnen opfordre danske mænd til at anmelde alfonserne.
Bagmændene skal for domstolene, siger Eva Kjer Hansen, der tror, at danske mænd godt vil påtage sig det ansvar.
Læs også side 42-45
Lagt på: 11. August 2006 11:00
Sidst ændret: 11. August 2006 11:00