Af Jens Høvsgaard, Fagbladet 3F
Det er årets længste og lyseste dag, onsdag 21. juni i år. Klokken er 22.45, da min telefon ringer. På displayet kan jeg se, at opkaldet kommer fra Rumænien.
Jeg genkender nummeret og håber det bedste, men frygter det værste.
Er det endnu en gang dårligt nyt, eller kan det være det opkald, der kan bringe de seneste godt to måneders frygt, nervøsitet og uvished til ophør?
- Undskyld jeg ringer så sent, men jeg ved, at du vil blive glad for at høre det her. Politiet har endelig stormet stedet, og Carmen er her hos mig. Hun er i sikkerhed igen.
Stemmen i telefonen tilhører Iana Matei, leder af krisecentret Reaching Out i Rumænien. Hun lyder træt - meget træt, men samtidig også både glad og lettet.
Jeg forstår lettelsen i stemmen og spørger ikke om flere detaljer. Ordene: "Hun er i sikkerhed" er mere end rigeligt.
To en halv måneds mareridt synes at være ovre, og både Iana Matei og jeg kan ånde lettet op.
I mere end to måneder har vi frygtet for, hvad der kunne ske med Carmen - den 16-årige kvinde, jeg i december sidste år købte fri fra en menneskehandlerbande og bragte i sikkerhed på Iana Mateis krisecenter.
I mere end to måneder har vi kendt til Carmens flugt fra centeret og vidst, at hun var tilbage i sigøjnerkvinden Violettas klør og atter var tvunget til at lægge krop til et utal af fremmede mænds seksuelle lyster og fantasier. I de to måneder har vi dagligt bedt det rumænske politi om at slå til mod menneskehandlerne.
Indtil nu har vi blot løbet panden mod muren i det rumænske bureaukrati, men nu er der altså endelig sket noget. Aftenen før - 20. juni - har politiet stormet menneskehandlernes tilholdssted og befriet Carmen og tre andre kvinder. Den yngste af dem var blot 14 år gammel.
I de 24 timer der er gået siden politiaktionen, har Iana Matei opholdt sig på politigården i Bukarest. Hun har kæmpet for at undgå, at Carmen og de andre piger ender bag tremmer i det lokale fængsel. For selvom de unge kvinder har været tvunget til at prostituere sig, så er de i politiets øjne ikke andet end nogle beskidte og kriminelle ludere, hvis rette plads er i en celle med tremmer for vinduet.
Det er den rumænske journalist Paul Radu, der første gang introducerer mig for Iana Matei. Det var i november sidste år.
Jeg kom i kontakt med Paul Radu i forbindelse med research til det, der skulle ende med at blive en afslørende artikelserie om menneskehandlerne og deres ofre.
I rapporter fra både CIA, FN og EU havde jeg læst, at det absolutte centrum for kvindehandel her i Europa var det kommende EU-medlemsland Rumænien.
Da mit kendskab til Rumænien og rumænske forhold var forholdsvis begrænset, var det derfor nødvendigt, at jeg fandt en rumænsk journalist, jeg kunne arbejde sammen med for at løse opgaven, og her viste Paul Radu sig at være den helt rette mand.
Sammen med en rumænsk kollega havde Paul skrevet flere artikler om kvindehandel og kvindehandlere. De to journalister var kommet meget tæt på og havde sågar to gange beskrevet, hvor let det er at købe et andet menneske i Rumænien.
Første gang, da de købte en ung evnesvag kvinde af en menneskehandler i Bukarest og anden gang, da de sammen med den amerikanske tv-station CBS gentog eksperimentet og købte en ung kvinde fri fra en tilværelse som sexslave. I begge tilfælde blev de frikøbte kvinder bragt i sikkerhed hos Iana Matei på krisecentret Reaching Out.
Derfor var det også oplagt, at det var der, jeg kørte 16-årige Carmen hen, efter at jeg en kold decemberaften sidste år havde købt hende af sigøjnerkvinden Violetta i en beskidt gyde i kvarteret bag Nordre Banegård i Rumæniens hovedstad Bukarest.
Dengang fortalte jeg Violetta, at jeg var sexkøbmand, og at jeg ønskede at købe en ung kvinde, som jeg kunne tage med tilbage til Danmark, hvor hun skulle arbejde som prostitueret.
Violetta præsenterede mig for Carmen og fortalte mig, at jeg ville gøre en god investering, hvis jeg valgte at købe den unge kvinde.
- Hun er rigtig god med kunderne. Hun kan ting og sager, forsikrede hun mig med et skævt smil.
Jeg betalte 15.000 kroner for den unge teenagepige, og menneskehandleren Violetta garanterede mig, at Carmen nu var min med hud og hår.
- Du kan gøre med hende, hvad du har lyst til. Når du har betalt, interesserer hun mig ikke længere, sagde hun til mig, mens vi for rullende, men skjulte kameraer forhandlede pris og vilkår uden for den faldefærdige rønne, hvorfra den unge sigøjnerkvinde og hendes familie drev deres menneskehandler-forretning.
- Men du kan jo sende mig et par billeder af hende fra Danmark, sagde Violetta i en munter tone, kort tid før jeg satte mig ind i min bil for at køre bort med Carmen.
Violetta troede, at jeg straks ville transportere Carmen ud af landet. Derfor var hun heller ikke spor nervøs for, hvordan Carmen ville reagere, når det gik op for hende, at jeg ikke havde købt hende for en enkelt nat, men derimod for altid. Når hun først fik sandheden at vide, ville hun være flere tusinde kilometer borte, troede Violetta. Men her forregnede den unge sigøjnerkvinde sig.
I stedet for at sende Carmen ud på den rute til Vesteuropa, som tusindvis af andre rumænske kvinder hvert år bliver tvunget ud på af deres bagmænd, bringer jeg hende i sikkerhed hos Iana Matei på krisecenteret Reaching Out.
I de efterfølgende måneder får hun hjælp til at lægge sin uhyggelige fortid som sexslave bag sig, og da jeg møder hende igen i februar, to måneder efter at jeg har købt hende fri, har hun fået bearbejdet sine oplevelser så meget, at hun nu kan forholde sig til det, hun har været udsat for.
Hun har haft lange samtaler med Iana Matei, der er uddannet psykolog, og for første gang i tre år tør den unge teenagerkvinde håbe og tro på, at også hun har en fremtid her i livet. Men inden hun kan tage hul på sin nye tilværelse, er der en regning, der skal gøres op, fortæller hun mig. Violetta og hendes medsammensvorne skal meldes til politiet.
- Jeg vil have, at de skal betale for al den smerte, de har påført mig, forklarer Carmen og fortæller mig samtidig, at Violetta havde tvunget hende til at have sex med op mod tyve kunder om dagen, mens hun blev holdt som sexslave hos sigøjnerfamilien.
Hun fortæller mig også, at nogle af de mænd, hun blev tvunget til at være sammen med, var politimænd, som var købt og betalt af menneskehandlerne for at yde dem og deres forretning beskyttelse. Det er ikke nogen ualmindelig alliance i Rumænien, hvor lønningerne for politifolk er så lave, at mange vælger at supplere indtægten med bestikkelse fra den kriminelle underverden.
At menneskehandlernes forbindelse til politiet er ganske gode og varme, skulle da også snart vise sig. Kort tid efter at Carmen har indgivet sin anmeldelse til politiet, modtager hun telefonisk den første af en lang række trusler fra menneskehandlerne.
- Vi ved, hvor din familie bor, og hvis du ikke gør, som vi siger, så går det ud over dem, bliver der sagt.
Violetta og hendes familie føler, at jorden brænder under dem, så længe Carmen opholder sig på krisecentret. Derfor ønsker de med vold og magt at få hende tilbage. En dag midt i april er Carmen forsvundet fra centeret.
Men det er ikke kun menneskehandlerne, der har gode forbindelser med politiet. En politibetjent, som flere gange har hjulpet Iana, ringer og fortæller, at han har set Carmen. Hun er tilbage hos menneskehandleren Violetta og arbejder igen som prostitueret i gyden bag Nordre Banegård.
Med de oplysninger i hånden går Iana Matei til politiet og til den offentlige anklager for at få befriet Carmen. Men det er ikke så lige til. Selvom Carmen er mindreårig, og selv om de skjulte optagelser klart afslører Violetta som menneskehandler, så tøver den kvindelige politianklager med at sætte en politiaktion i gang. Hun er ikke sikker på, at beviserne vil holde i retssalen, forklarer hun gentagne gange Iana Matei, som alligevel bliver ved med at presse på. Til sidst truer hun sågar politiet med EU.
- Jeg ved, at EU's formand er meget opmærksom på, hvad der sker her i Rumænien. Hvis han finder ud af, at I sinker en sag mod menneskehandlere, så kan det gå ud over Rumæniens kommende medlemskab, truer Iana med henvisning til de udtalelser om kvindehandel, som EU-formand Barosso kom med under sit besøg i Danmark tidligere på året.
Endelig sker der noget, men der skal altså gå mere end to måneder og komme trusler om EU-sanktioner på bordet, før Iana Matei kan ringe til mig og fortælle, at Carmen er befriet og atter er i sikkerhed på centret.
I tre år har den nu 17-årige pige været sexslave. I tre år har andre mennesker bestemt over hende og hendes krop. Til september begynder en ny epoke i hendes liv. Hun starter i syvende klasse, og med sig i skoletasken har hun en drøm om at blive en ganske almindelig pige.
Vi ved ikke, hvad menneskehandleren Violetta drømmer om. Hun er på fri fod, men er sigtet for menneskehandel. Til september afgør retten hendes fremtid.
Carmens navn er opdigtet, hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.
Boks:
Iana Matei er psykolog og daglig leder af et krisecenter for piger og kvinder, der er flygtet fra en tilværelse som tvangsprostituerede i enten Rumænien eller Vesteuropa.
På centret, der ligger en god times kørsel uden for Rumæniens hovedstad Bukarest, er der plads til 12 kvinder, men der bor som regel mindst et par stykker mere. Der er altid kvinder, som har brug for beskyttelse og tag over hovedet, og selv om pladsen er trang, så går ingen forgæves, hvis de beder Iana om hjælp.
Iana har drevet centret siden slutningen af 1990'erne, og hendes arbejde med de unge kvinder - og især de resultater, hun har opnået med dem - har vakt så stor opmærksomhed i både USA og Vesteuropa, at hun i en periode på to år modtog projektstøtte fra UNICEF. Selvom UNICEF gerne ville have fortsat samarbejdet, så har det ikke været muligt. Organisationen har kun penge til midlertidig støtte, så nu må centret og pigerne leve af de få penge, de selv kan tjene hjem ved at producere sengetøj på centrets lille systue.
Blandt andet derfor er det besluttet, at halvdelen af de penge, nu over 200.000 kroner, som er samlet ind via 3F's kampagne stopkvindehandel.nu, skal gives til krisecentret i Rumænien. Den anden halvdel går til Reden i København, et rådgivningscenter for prostituerede.
Box
Du kan læse den første artikel om købet af Carmen i Fagbladet 3F nr. 5 fra 10. marts 2006.
Carmen, som Fagbladet sidste år købte fri fra sexslaveri, er nu atter i sikkerhed og en glad pige. Her er hun sammen med andre piger fra krisecenteret til fest i den lokale kirke.
Lagt på: 11. August 2006 11:00
Sidst ændret: 11. August 2006 11:00
