En undersøgelse fra Catinet Research har påvist, at selvom flertallet af danskere ikke mener, prostitutionskunder skal kriminaliseres, så tror næsten lige så mange af de adspurgte på, at det er skadeligt at prostituere sig.

Mænd gemmer sig i debat om købesex

Mænd køber sex, fordi de kan, og fordi det er uforpligtende. De fleste har en idé om, at prostitution kan være skadelig, men mænd er ikke vant til at diskutere købesex, mener forsker.

Det er nemt. Tilgængeligt. Og uforpligtende. De 14 procent af mænd, der går til prostituerede, har mange forskellige grunde til at gøre det.

En undersøgelse foretaget af Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte viser, at 60 procent af sexkøberne har gjort det, fordi det var noget, der skulle prøves af. 36 procent har købt ydelser af en prostitueret, fordi det var ensbetydende med uforpligtende sex. Mens kun otte procent svarede, at det var deres eneste mulighed for overhovedet at få sex.

Men alt for sjældent forholder sexkøberne sig til de skader, som arbejdet påfører den prostituerede. En undersøgelse fra Catinet Research har påvist, at selvom flertallet af danskere ikke mener, prostitutionskunder skal kriminaliseres, så tror næsten lige så mange af de adspurgte på, at det er skadeligt at prostituere sig.

- Jeg tror, det hænger sammen med en blanding af ligegyldighed og råhed, siger Kenneth Reinicke, mandeforsker fra Roskilde Universitetscenter.

- Måske har vi det på samme måde med prostituerede, som vi har det med narkomaner: De har det ad H. til, men det har ikke noget med mit liv at gøre, fortsætter han.

Kønsforræderi i kvindekamp

Kenneth Reinicke mener, at der er flere grunde til, at det kan være svært at få mændene til at diskutere de moralske aspekter ved prostitution.

- Vi kan jo lige så godt sige det, som det er: Mænd har nogle privilegier, på grund af den måde patriarkatet er skruet sammen på. De kan være grove, brovtende og pisse i naturen. Der ligger et kønsforræderi i at tage kvindernes kamp op, siger Reinicke.

Han mener, at mænd længe er sluppet billigt i debatten om prostitution. Fokus lægges på de prostituerede og deres kvaler eller lyster, og så lægges den på lyssky bagmænd. Men sjældent på brugerne af prostitution.

- Mænd har været et beskyttet køn, for når vi diskuterer prostitution, så handler det ikke om mændene, men om kvinderne. Men mændene skal nævnes. Det virker måske som et ubetydeligt retorisk trick, men det kan have betydning. Det er vigtigt at få skrevet kønnet ind i diskussionen, så den også drejes over på mænds seksualitet og gebærden. Det skaber en træghed, når mændene ikke i højere grad opfordres til at tænke over deres handlinger, siger Kenneth Reinicke

Myter holder købesex i live

Dorit Otzen fra værestedet Reden på Vesterbro i København mener også, at mændene skal mere på banen i debatten om prostitution.

- Mange mænd tænker ikke over, at deres køb af sex kan have negative konsekvenser for et andet menneske. ”Min lille udløsning kan da ikke gøre så megen skade”, siger de til sig selv. Men det er jo kun en i en række af mange udløsninger fra mange mænd i løbet af en arbejdsdag, siger Dorit Otzen.

For nylig var der endnu engang en artikel i Ekstra Bladet, der årligt tjener mindst 38 millioner kroner på sexannoncer, hvor en prostitueret fortalte, at hun var en lykkelig luder. En fremstilling, som mænd nok er mere modtagelig for end Dorit Otzen. Hun tror nemlig ikke på myten om den lykkelige luder. Og efter, i det hun selv kalder en menneskealder, at have arbejdet med prostituerede mindes hun ikke at have mødt en lykkelig luder.

- Selv de kvinder, der siger, de er glade for deres arbejde rammes ofte af posttraumatisk stresssyndrom, når de forlader branchen, fortæller Dorit Otzen.
Ifølge hende bør det være muligt at skabe en holdningsændring til prostitution, på samme måde som folk har ændret holdning til spritkørsel.

- Jeg husker, at før i tiden var det accepteret at køre spritkørsel. Sådan er det ikke længere. Købesex forsvinder ikke ved en kriminalisering alene, det skal følges op med kampagner, der ændrer folks holdninger.


Lagt på: 25. Juli 2006 10:39

Sidst ændret: 25. Juli 2006 13:13

Fakta

Seminar i feministisk netværk Dorit Otzen og Kenneth Reinicke deltog lørdag i et mini-seminar arrangeret af det feministiske netværk VoxFemininum. Helle Sjelle fra den konservative folketingsgruppe sad også med i panelet, der sammen med de cirka 30 fremmødte (kvinder) diskuterede prostitution og kvindehandel.

Udover Kenneth Reinicke var der en enkelt mand tilstede ved arrangementet, som blev holdt i Kvindernes Bygning.

VoxFemininum har eksisteret i et år og udspringer af Dansk Kvindesamfund. Netværket henvender sig primært til unge kvinder med interesse for ligestillingsspørgsmål.

Formålet er at være en feministisk stemme i samfundsdebatten.