Hverken Rigspolitiet eller Udlændingestyrelsen aner, om ofre for kvindehandel har fået forlænget deres ophold i Danmark. Foto: Claus Bie

Ministres argument holdt ikke vand

Myndighederne aner ikke, om ofre for kvindehandel har fået forlænget deres ophold i Danmark. Muligheden for det var ellers regeringens argument for at afvise en forlængelse fra 15 til 30 dage.

"Hverken Udlændingestyrelsen eller Reden kan i dag identificere sagerne nærmere."

Det er konklusionen på et svar, som justitsminister Lene Espersen (K) efter mere end 100 dage netop har afleveret til folketingsmedlem Line Barfod (EL).

Svaret kaster lys over et af de flittigst anvendte argumenter, som regeringen gang på gang har ført i marken, når Folketinget har diskuteret den såkaldte refleksionsperiode. Den er ment som et pusterum for ofre for kvindehandel, inden de sættes på et fly retur til hjemlandet, og diskussionen har gået på, om perioden skulle udvides til mere end 15 dage.

Selv om oppositionen har henvist til en mildere praksis i bl.a. Norge og Sverige samt anbefalinger fra en ekspertgruppe i EU, der peger på nødvendigheden af længere tid, er argumenterne prellet af som vand på en gås.

Både af hensyn til de handlede kvinder og ikke mindst af hensyn til en forbedret efterforskning af sager om kvindehandel burde refleksionsperioden udvides til tre måneder, har oppositionen foreslået.

Ingen særskilt registrering

Ifølge regeringen var det dog ikke nødvendigt med en længere periode: I særlige tilfælde kunne ofre for kvindehandel nemlig få lov at opholde sig længere tid i Danmark end de 15 dage.

Sådan argumenterede den konservative justitsminister. Sådan argumenterede ligeledes socialminister Eva Kjer Hansen (V) og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V).

Nu viser svaret fra Justitsministeriet imidlertid, at hverken Udlændingestyrelsen eller Rigspolitichefen overhovedet aner, om en sådan forlængelse af refleksionsperioden har været aktuel.

"Udlændingestyrelsen registrerer ikke disse sager særskilt", oplyser justitsministeren, mens Rigspolitichefen ifølge svaret ikke er "bekendt med sager vedrørende kvindehandel, hvor det af efterforskningsmæssige grunde har været nødvendigt for politiet at søge den sædvanlige udrejsefrist på 15 dage forlænget."

Ikke en voldsom interesse

Heldigvis har den private hjælpeorganisation Reden-Stop Kvindehandel bedre styr på sine sager. Reden mener således, at organisationen i ni tilfælde siden 2003 har anmodet myndighederne om at forlænge refleksionsperioden ud over de 15 dage. I fem tilfælde har myndighederne sagt ja, mens svaret har været nej i fire sager. Heller ikke Reden er i dag i stand til nærmere at identificere sagerne nærmere. Justitsministeren kan derfor ikke forklare, hvorfor myndighederne i nogle sager har sagt ja, i andre nej.

For Line Barfod er svaret fra justitsministeren en sørgelig bekræftelse af, at regeringen ikke interesserer sig voldsomt meget for ofrene for kvindehandel.

- Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har hørt både i folketingssalen og i samråd, at de udenlandske prostituerede i særlige tilfælde kunne få lov at blive her længere, og derfor var der ikke behov for en længere periode. Nu ser vi så, at regeringen ikke engang har interesseret sig så meget for spørgsmålet, at de på forhånd har været klar over, om muligheden overhovedet har været anvendt, siger Line Barfod.

Hun sætter nu sin lid til Nordisk Råd, der til efteråret laver en undersøgelse af de praktiske erfaringer med en længere refleksionsperiode.

- Og så gælder det om at holde liv i debatten. For der er mange i Venstre og Konservative, der har det svært med regeringens afvisende linje over for ofrene for kvindehandel, mener Line Barfod.


Lagt på: 05. Juli 2006 10:50

Sidst ændret: 05. Juli 2006 11:08

Fakta

Forlængelse på vej Regeringen har ifølge den konservative retsordfører Tom Behnke valgt at forlænge refleksionsperioden fra 15 til 30 dage for at kunne leve op til Europarådets menneskerettighedskonvention.
Lovforslaget er dog endnu ikke fremsat.