Side6.dk er en guldgrube for Ekstra Bladet. Den produceres af selskabet Seksuel Kulturformidling A/S, der ejes af mediekoncernen JP/Politikens Hus A/S.

Sex-tests lander hos Forbrugerombudsmanden

3F, Kvinderådet, Dansk Kvindesamfund og Center for Ligestillingsforskning klager nu til Forbrugerombudsmanden over den JP/Politiken-ejede hjemmeside Side6.dk.

3F, Kvinderådet, Dansk Kvindesamfund og Center for Ligestillingsforskning ved Roskilde Universitetscenter klager nu til Forbrugerombudsmanden over hjemmesiden "Side6.dk" for brud på god markedsføringsskik.

Den JP/Politiken-ejede hjemmeside Side6.dk bruger uacceptable og samfundsskadelige metoder i sine anmeldelser af kvindelige prostituerede, mener organisationerne.

"6-testeren" på hjemmesiden anmelder kvinder, som man i andre aviser anmelder mad og restauranter. I madanmeldelser gives kokkehuer - i 6-testeren gives "klatter." Tilsyneladende med det ene formål at få flere brugere ind på siden.

Nærmer sig kvindehandel

Jane Korczak, næstformand i 3F, ser testen som et stort skridt ud ad den "prostitutionsglidebane", der nærmer sig decideret kvindehandel. Derfor har hun taget initiativ til den fælles klage til Forbrugerombudsmanden, efter hun er blevet gjort bekendt med 6-testeren.

- Forbrugerombudsmanden må gribe ind over for dette. Det er udtryk for et kvindesyn, der klart er samfundsskadeligt. Ikke bare skadeligt for kvinder, men for relationen mellem alle mænd og kvinder. Kvinderne omtales og vurderes som en vare med forskellig kvalitet. Et sådant syn på kvinder er klart kønsdiskriminerende, siger Jane Korczak.

En glidebane

De fire organisationer henviser til Markedsføringslovens §1. Den giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at gribe ind, hvis der i markedsføringen anvendes metoder, som ud fra mere generelle samfundsmæssige hensyn anses for at være uacceptable.

De fire organisationer mener netop, at intentionen med "6-testeren" er et direkte reklametiltag for at få flere annoncører og flere "læsere" på hjemmesiden.

Forkvinde for Kvinderådet, Randi Iversen, tager også skarpt afstand fra hjemmesidens anmeldelser af kvinder, og står derfor også bag brevet til forbrugerombudsmanden:

- Jeg ser det som del af, at vi er på vej ud mod en glidebane i forhold til, hvad man kan bruge mennesker til - kvinder er bare noget, man kan købe sig til. Og det er i strid med alt, hvad vi kender - ligeværdighed og ligestilling. Det er fuldstændigt utilstedeligt, siger Randi Iversen.

Politiken: Ikke noget problem

Side6.dk drives af JP/Politikens Hus' datterselskab, Seksuel Kulturformidling. I levende beskrivelser fortæller en mandlig anmelder på hjemmesiden om sine besøg hos prostituerede i massageklinikker i København. Og giver dem herefter "klatter".

Administrerende direktør for JP/Politiken, Lars Henrik Munch, siger til MetroXpress:

- Seksuel Kulturformidling skal være den største udbyder af massageannoncer og sexsider på nettet, og hvis anmeldelser af massagepiger hjælper til at nå det mål, har jeg ikke noget problem med det.


Lagt på: 29. Juni 2006 15:10

Sidst ændret: 29. Juni 2006 15:28

Fakta

Bladhus stopper sex-test Det er slut med at anmelde kvindelige prostitueredes ydelser på sex-hjemmesiden side6.dk.
Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell, oplyste torsdag i en pressemeddelelse, at han på grund af de seneste dages "utilsigtede debat" har besluttet at stoppe, hvad han onsdag kaldte for et "charmerende indslag" på hjemmesiden, skriver Ritzau.
Anmeldelserne af prostitueredes evner har ført til skarp kritik fra kvindeorganisationer.
Hans Engell siger videre:
- Det var hensigten, at testen skulle være oplysende, underholdende og fræk, men reaktionerne blandt mange brugere har vist, at serien ikke opfattes på den måde. Selv om testen er lovlig og gennemføres på frivillig basis, er den blevet opfattet som unødigt krænkende, og de reaktioner har jeg lagt vægt på.
Hjemmesiden ejes af JP/Politikens Hus, som, udover Ekstra Bladet, også står bag udgivelsen af Politiken og Jyllands-Posten. Siden drives af koncernens selskab Seksuel Kulturformidling.
Lars Henrik Munch, adm. direktør i JP/Politikens Hus, sagde onsdag til metroXpress, at side6.dk skal være landets største udbyder af massageannoncer. Han tilføjede, at han ikke havde problemer med at nå det mål ved hjælp af anmeldelser af prostituerede.
I pressemeddelelsen torsdag giver chefredaktør Hans Engell udtryk for, at side6.dk fortsat skal være et godt aktiv blandt husets netaktiviteter, "og siden vil naturligvis løbende blive forbedret og udviklet".