Foto: Harry Nielsen

Rødt kort til handel med kvinder

KØBENHAVN: 3F's spinkle, hvide telt så ikke ud af meget på Rådhuspladsen i København, da kendte politikere og fodboldspillere sammen med 3F onsdag i sidste uge stillede op for at samle underskrifter mod kvindehandel. Det hvide telt var dog fyldt med den gode vilje til at standse handlen med kvinder.

Lige fra starten af var der stor interesse for budskabet, og kendte personer som FCK- og landsholdsspiller Michael Gravgaard havde ingen problemer med at komme i kontakt med de forbipasserende. Han brugte sin tid på at få københavnere og tilrejsende turister til at skrive under.

- Jeg håber, at jeg måske kan gøre en lille forskel. Man får i hvert fald ikke noget ud af at sidde med hænderne i skødet, siger Michael Gravgaard om sin indsats på Rådhuspladsen.

Næstformand i 3F Jane Korczak og folketingspolitikerne Anne Grethe Holmsgaard (SF) og Lotte Bundsgaard (S) var mødt op for at bakke op om kampen mod kvindehandel.


Lagt på: 16. Juni 2006 00:06

Sidst ændret: 14. Juni 2006 15:33