Bordeller med udenlandske prostituerede - som dette i Oehlenschlægersgade i København - skal ikke bare overvåges, men stresses, ligesom politiet stresser hashklubber, mener Dansk Folkeparti. Foto: Claus Bie

DF: Stress bordeller med udenlandske prostituerede

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kræver nu, at politiet lægger sin indsats om: Bordeller med udenlandske prostituerede skal stresses på linje med hashklubber og Christiania.

Sølle to sigtelser for rufferi på mere end et halvt år ...

Det er ikke voldsomt meget, Københavns politidirektør kan prale af, når hun i et svar til folketingsmedlem Peter Skaarup (DF) skal argumentere for, hvorfor Københavns Politi i efteråret 2005 nedlagde en effektivt fungerende baglandspatrulje med ti mand, der som en af sine vigtige opgaver havde indsatsen mod kvindehandel.

Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører Peter Skaarup spurgte i marts, hvad justitsminister Lene Espersen (K) kunne forklare om den beslutning. Nu er svaret kommet, og det får Peter Skaarup til at tage bladet fra munden.

Kunderne skal stresses

- Jeg kan godt få det indtryk af ministerens svar, at indsatsen mod kvindehandel er nedprioriteret. To sigtelser er altså ikke ret meget at prale med, når man taler om København, der jo nærmest skulle være oversvømmet med udenlandske kvinder, der sendes hertil og udnyttes på det groveste, siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti er i forlig med regeringen om politiets kommende bevillinger, og indsatsen mod kvindehandel skal have langt mere fokus i fremtiden, lover Peter Skaarup.

- Der er meget, der tyder på, at der kan gøres mere. Politiet skal simpelthen stresse bordeller med udenlandske prostituerede, akkurat som politiet i dag stresser både hashklubberne og Christiania. Så der er stort behov for en udvidet indsats på dette område, siger retsordføreren.

Der var ti, der var ni ...

I sit svar, der først nåede frem til Folketinget på tingets sidste arbejdsdag i fredags, overlader justitsministeren ordet til Københavns Politidirektør. Og ifølge politidirektøren blev den daværende Ekstern Schengen Gruppe nedlagt "for at skabe mulighed for en mere fleksibel anvendelse af medarbejderne."

I dag er den såkaldte baglands-patruljering derfor overgået til de almindelige københavnske politistationer, og omlægningen har, fortsætter altså politidirektøren, skabt "større sammenhæng med de øvrige lokale strategier og prioriteringer."

Kun en eneste medarbejder fra den gamle Baglands-patrulje, der i efteråret 2005 bestod af ti polititjenestemænd, fortsætter i sit gamle spor, nemlig som en baglands-koordinator, der samtidig også skal fungere som "tovholder og vidensperson" for kollegerne på de øvrige politistationer.

Det går så godt, fru kammerherreinde

Omlægningen har ifølge Københavns Politi på ingen måde gjort indsatsen mod kvindehandel dårligere.

"Tværtimod er den blevet mere kvalificeret og målrettet, og det kan i den forbindelse oplyses, at der i marts måned er gennemført adskillige kontroller af en række "bordeller" i København. I den forbindelse er to personer blevet sigtet og varetægtsfængslet for rufferi", fortsætter politidirektøren sin forklaring.

Det er især oplysningen om det pauvre resultat - to sigtelser - der har fået Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører Peter Skaarup til nu at kræve en mere effektiv indsats.

- Vi må bede ministeren sikre, at der nu kommer mere fokus og mere kontrol med det her område, lyder Peter Skaarups kommentar.


Lagt på: 06. Juni 2006 15:40

Sidst ændret: 06. Juni 2006 15:57