3F har også allieret sig med folk fra sportsverdenen, der støtter op om kampen mod kvindehandel. Blandt andet FCK- og landsholdsspiller Michael Gravgaard. Også to kvindelandsholdsspillere, Anne Dot Eggers og Majken Pape, har meldt sig til underskriftsindsamlingen. Foto: Scanpix
Af Karin Ravn, Karin.Ravn@3f.dk
3F-kampagnen "Stopkvindehandel.nu" har rundet 77.000 underskrifter. Men der er stadig 23.000 kroner tilbage af de midler, Forbundets hovedbestyrelse har besluttet at bruge i kampen mod handel med kvinder.
- Vi skulle jo gerne nå de 100.000 kroner, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og næstformand Jane Korczak.
De og en række andre fra forbundshuset har derfor hentet forstærkning blandt andet hos politikere og sportsfolk til en underskriftsindsamling i morgen onsdag 7. juni mellem klokken 13 og 17 på Rådhuspladsen i København.
- Det er en ganske vigtig sag, siger den konservative politiker Helle Sjelle, der har meldt sig som indsamler.
- Handelen med mennesker er ganske afskyelig, og der er for mig tale om regulær slavehandel, når piger og kvinder tvinges ud i prostitution. For mit parti er det bestemt et emne, som skal prioriteres, siger Helle Sjelle.
Foreløbig er den tid, de handlede kvinder må blive i Danmark, jo blevet forlænget, siger hun, og næste skridt er så nye tiltag omkring politiet, når de såkaldte flerårsaftaler om politiets arbejde skal forhandles i efteråret.
Også S-politiker Lotte Bundsgaard har meldt sig til at gå rundt og samle underskrifter. Når Folketinget er gået på sommerferie, er juni en måned til sådan noget som at støtte 3F's kampagne, forklarer hun.
- Og jeg vil med glæde samle underskrifter ind for 3F. Jeg synes, det er enormt flot, at et fagforbund går ud og mobiliserer andre for en sag. Underskriftsindsamlingen er jo et udtryk for det, og vi så det jo også ved demonstrationen 17. maj.
Indsamlingsdagen er to dage før, VM i Berlin fløjtes i gang. Op til fodboldfansenes "tredje halvleg" er der importeret titusindvis af kvinder fra blandt andet Østeuropa. Mange af disse kvinder er handlet til netop prostitution.
I det lys har 3F også allieret sig med folk fra sportsverdenen. Blandt andet FCK- og landsholdsspiller Michael Gravgaard og Mads Øland, der er direktør i Spillerforeningen - fodboldspillernes fagforening.
Også to kvindelandsholdsspillere, Anne Dot Eggers og Majken Pape, har meldt sig til underskriftsindsamlingen.
Når 3F har de 100.000 underskrifter i hus - og dermed lige så mange kroner - fordeles pengene mellem to krisecentre. Dels "Reden" i København, dels "Reaching Out" i Rumænien.
Sidstnævnte sted bor nu 16-årige Carmen, som en journalist fra Fagbladet 3F købte fri af prostitution for 15.000 kroner. En handel der for alvor satte gang i debatten om kvindehandel.
Lagt på: 06. Juni 2006 11:10
Sidst ændret: 06. Juni 2006 14:02
Fakta |
|
De støtter også
Følgende er blandt de mange politikere, der støtter 3F's underskiftindsamling mod kvindehandel: |