Statsministeren kan leve med, at han til tider irriterer sine egne folk, så længe der er generel opbakning til det politiske projekt. Og de fleste venstrefolk må dog formodes at være interesseret i at fastholde regeringsmagten.
Måske er der noget at komme efter
Af Maria Mogensen, Fagbladet 3F, maria.mogensen@3f.dk
Som regel ved vi, hvor vi har Venstre. Den seneste uges tid har imidlertid budt på en række sager med Venstrefolk, der har trodset partilinjen eller åbenbarer vidt forskellige holdninger til samme spørgsmål.
I den efterhånden noget rodede sag om kunstig befrugtning til enlige og lesbiske foretaget af læger på offentlige hospitaler, var det V-medlemmer, der lagde stemmer til vedtagelsen af oppositionens forslag. Så fulgte et ændringsforslag fra samme parti. Forvirringen har været total, men afklaringen er netop kommet med en endelig vedtagelse af oppositionens forslag.
Samtidig bølger debatten om kvindehandel, hvor Ellen Trane Nørby, Marion Pedersen og Karin Riis-Jørgensen er utilfredse med regeringens indsats på området. Senere udtalte Anne-Mette Winther Christiansen, der er ordfører på området, at problemet slet ikke er så stort, og at det får for meget fokus.
Og tirsdag stemte Christian Mejdahl imod sit eget partis ændringsforslag om valgkredsreformen.
Kendetegnende for sagerne er, at det ikke er spørgsmål, der rammer lige ind i Venstres hjertekule og rusker op i partiets kerneværdier. Men omvendt kommer uenigheden i kølvandet på en kraftig kritik fra venstremedlemmer af udspillet til terrorpakken og forslaget om at ændre 10. klasse. Forslag, der ligger tættere på partimedlemmernes hjerter.
Spørgsmålet er, om Anders Fogh Rasmussen har fået mindre styr på sine tropper, eller om uenigheden blot beviser, at debatkulturen trives i partiet trods kritiske røster om det modsatte? Er det tegn på, at de onde tunger, der mener, partiet er topstyret, tager gruelig fejl?
OK med kritik i ufarlige sager
Nej, Fogh har langtfra mistet kontrollen. Sagerne fra den forgangne uge er snarere eksempler på, at man kun må kritisere dér, hvor det ikke gør ondt, altså på de "bløde" holdningsspørgsmål.
- Man tillader udslip, hvor det er mindre farligt. Men på de sprængfarlige områder er der ingen slinger i valsen, siger Hans Mortensen, politisk kommentator ved Weekendavisen.
Og selvom den nuværende kurs måske er lidt slingrende, skal man passe på med at overfortolke situationen, understreger Henrik Qvortrup, chefredaktør for Se og Hør og tidligere rådgiver for statsministeren.
- Jeg tror ikke, partitoppen er så kede af de forskellige udmeldinger. Det er legitimt at være uenig, hvis det er på de rigtige punkter. Hvis én er uenig i Venstres skattestop eller krigen i Irak, så falder der brænde ned, mener han.
Fogh kom til magten ved at gå benhårdt efter midtervælgerne. Et vigtigt redskab til at forvandle Venstre til et midterparti har været en stram partidisciplin, der ikke tillader partifællerne at skeje ud.
Og strategien er lykkedes. Nok kritiserer dele af venstrefolkene partitoppen for at sælge ud af de liberale værdier – for eksempel omkring terrorpakken, hvor nogle mente, at udspillet var for omfattende og indskrænkede den personlige frihed. Det samme gjorde sig gældende med Bertel Haarders forslag om at ændre den nuværende 10. klasse til en ungdomsklasse for bogligt svage elever.
Men samtidig ved skeptikerne også, hvornår piben skal stikkes ind.
- I bund og grund er Venstrefolkene loyale. De har lært, at magten ligger i midten, siger Helle Ib, politisk kommentator ved Dagbladenes Bureau.
Og som situationen er i øjeblikket, er der ingen betydelig opposition til statsministeren.
- Fogh har et solidt fundament. Han står stærkt i partiets organisation og i folketingsgruppen, siger Hans Mortensen.
Magtfuldkommen ledelse
Den største trussel mod Fogh Rasmussen kommer i virkeligheden ikke fra folkene i Venstre. Statsministeren har styr på sine partisoldater, der i bund og grund bakker op om chefen.
Foghs største udfordring hedder snarere Anders Fogh Rasmussen.
- Det, der kan ødelægge det for Fogh, er hans ledelsesstil. Hvis indtrykket af, at han lider af magtfuldkommenhed får klangbund i offentligheden, kan det blive et problem ved næste valg, mener Helle Ib.
Holdningen deles af Henrik Qvortrup.
- Fogh viser takter, der gør, at han er ved at udvise magtfuldkommenhed ved ikke at have ydmyghed over for embedet, siger han.
Hvor er ydmygheden?
Og Foghs manglende ydmyghed kan meget vel komme til at koste på længere sigt.
"Der er ikke noget at komme efter", er efterhånden blevet Foghs - særdeles velkendte mantra - hvad enten det drejer sig om det borgerlige pressebal eller en kritisk rapport fra Europarådet om racisme i Danmark.
Og der er formodentlig efterhånden en del, der er begyndt at undre sig over, at der aldrig er grund til kritik.
Statsministeren kan leve med, at han til tider irriterer sine egne folk, så længe der er generel opbakning til det politiske projekt. Og de fleste Venstrefolk må dog formodes at være interesseret i at fastholde regeringsmagten.
Men spørgsmålet er, hvor lang tid han har på taburetten, hvis hans glatte "jeg ved bedst"-stil for alvor begynder at irritere vælgerne. Danskerne bliver trætte af statsministre, der tror, de kan gå på vandet. Det fik både Nyrup og Schlüter at føle. Og det samme kan blive Foghs skæbne.
Dagens forside på B.T. er et eksklusivt interview med statsministeren. "Jeg er ikke den perfekte far", lyder overskriften.
Måske skulle Fogh overveje også at komme med selverkendelser i sit politiske liv.
Lagt på: 02. Juni 2006 10:40
Sidst ændret: 02. Juni 2006 14:25
