Det værste sted, jeg nogen sinde har befundet mig...
Sådan lyder det, når 38-årige Odile Poulsen fortæller om sine oplevelser på lagnerne på forskellige bordeller i den københavnske købesex-industri.
Som hun sidder i forårssolen på en københavnsk café over en kop kaffe sammen med sin fem-årige søn Lukas, kunne Odile såmænd ligne så mange andre yngre danske kvinder.
Men indtil for syv år siden gik Odile alene rundt med en frygtelig hemmelighed: Hun var ikke bare den velansete pædagog på en københavnsk døgninstitution, flittig og pligtopfyldende. Om natten skiftede hun identitet og blev til en luksusprostitueret, der på en enkelt måned kunne tjene op til 60.000 kroner.
Pengene var dyrt tjente. Og sedlerne nærmest brændte i hånden, selv om de store beløb også afstivede Odiles vaklende selvværd. Efter godt to år og flere forsøg på at bryde med miljøet lykkedes det endelig for hende at komme ud. Vejen væk fra bordellerne viste sig at være længere og vanskeligere, end hun havde forestillet sig.
Først nu, næsten syv år efter, er Odile sammen med sin kæreste og parrets to små børn for alvor ved at få fod på tilværelsen.
Hvordan slap du ud af miljøet?
- Grundlæggende var det en stærk vilje til at have et godt liv på trods af al den modgang, jeg har været ude for i min barndom med incest og senere som voldtægtsoffer, forklarer Odile, der skynder sig at tilføje:
- Men jeg har også hele tiden undgået at skylde penge væk til bagmænd eller -kvinder i miljøet, så der var ingen, der havde en krog i mig. Hvis du først har gæld, så kan det blive slemt.
- Mange af de samme bagmænd i bordel- og escortmiljøet er jo også bagmænd bag narko, så hvis du pludselig har købt noget, som du ikke har betalt for, så er der andre måder at indfri gælden på, forklarer hun.
Mange prostituerede, både danske og udenlandske, oparbejder trods store indtægter samtidig en betydelig gæld, fortæller Odile og tæller demonstrativt på fingrene:
- Selv om du undgår at blive afhængig af stoffer, så er der stadig udgifterne til din alfons eller bordel-mamma, for eksempel husleje for hver vagt du har. Det kan være 500 kroner om dagen eller et beløb pr. kunde. Oveni kommer så 300-400 kroner dagligt til en telefondame og dertil annoncerne i Ekstra Bladet og Copenhagen This Week, som let løber op i flere tusind kroner hver måned. Plus udgifter til kondomer og glidecreme samt udgifter til intimpleje af sig selv, fordi man bliver udtørret af at have så mange kunder, og man får smerter af den ene og den anden slags...
- Jeg har været på et bordel, hvor der vitterligt ikke kom nogle kunder i lang tid. Det var dengang, da de første østeuropæiske kvinder kom til landet, og der var bordeller alle vegne, så alle sad og hang, samtidig med at de fortsat skulle betale husleje og så videre. Og de fyre, der var alfonser på det bordel, de var af den slags, som man ikke har lyst til at skylde penge, siger Odile og ryster på hovedet.
I de første måneder efter at Odile var "debuteret" som prostitueret, følte hun sig ovenpå og cool.
Hvorfor var det fedt i starten?
- Når man har været misbrugt som barn, var det en god fornemmelse at føle, at det nu for første gang var mig, der bestemte, hvad der skulle ske med min krop. Og ikke uden de skulle betale dyrt for det.
Efter få måneder fandt Odile ud af, at hendes nye liv også havde en mørk bagside:
- Lynhurtigt bliver man afhængig af de mange penge, man kan tjene. Op til 60.000 kroner på én måned, så det var meget mere end min almindelige løn som pædagog. Men pengene mister også deres betydning, de bliver som en slags narko. For det giver da en slags kick at have 6.000 kroner efter én nat, når man dagen i forvejen knap havde 100 kroner i tasken. Pengene giver en frihed, selv om den nok mest af alt er indbildt. Men pengene skjuler også, at kvinderne i prostitutionsmiljøet ikke har et sundt selvværd.
Hvorfor har de ikke det?
- Som incestoffer har man meget svært ved at tro på, at man er noget værd. Og der spiller pengene så en rolle: De store sedler er da til at tage og føle på, og kan jeg ikke tro på andet, så kan jeg da tro på dem! Men det bliver snart en tom følelse, så pengene kommer hurtigt i omløb igen. Man shopper sig glad, hver gang virkeligheden melder sig.
To ting blev afgørende for, at Odile blev i stand til at bryde ud:
For det første havde hun sin pædagogløn og var ikke som mange andre prostituerede overladt til kontanthjælp. For det andet fik hun tilbudt en lederstilling som pædagog. Det nye job blev Odiles krykke til vejen ud.
- Lederjobbet med en arbejdsuge på 50-60 timer blev en redningsplanke for mig. Jeg har nok altid været en "workaholic", der helst skulle have travlt hele tiden. Derfor var det fantastisk at få et job, hvor du kan arbejde røven ud af bukserne, uden at nogen standser dig.
- Alligevel var det svært at komme ud. Rigtigt svært. Fordi der eksisterer så mange fastholdelsesmekanismer, som er virkelig massive og svære at bakse med, siger Odile.
Hvad mener du?
- For eksempel påstanden om én gang luder, altid luder. Eller den almindelige selv-nedvurdering, at jeg er heller ikke noget værd, eller at jeg kan heller ikke andet... Den slags klistrer dig fast til miljøet. Dertil kommer det adrenalin-kick, som du ofte får, når du arbejder som escortpige. Du får en kort besked: Kom til værelse 1138 på SAS hotellet, der venter en herre! Selv om det er fuldstændigt sindssygt, så giver det en slags sus, når man ikke ved, om man får en kniv på struben, eller om det går godt.
- Jeg vidste jo godt et eller andet sted, at det var rimeligt destruktivt at være prostitueret, selv om jeg især i starten kunne bilde mig selv ind, at jeg havde helt styr på det. Fuldstændig som en alkoholiker eller en junkie, der kan overtale sig selv til at tage bare et eneste fix til...
Hvorfor fortsatte du, hvis du godt vidste, det var selvdestruktivt?
- Mange kvinder med erfaringer som mig føler et behov for at smadre sig selv og ødelægge sig selv. Det er den slags følelser, der får dem ind i miljøet. Men det er ikke særlig rare følelser, og det er heller ikke noget, man kan forklare til andre, når man er midt i det.
To gange prøvede Odile at stoppe, men først tredje gang lykkedes det at slippe fri.
Hvad kunne have hjulpet dig ud tidligere?
- Det er noget, som det er min store drøm selv at etablere: Et tilbud til de prostituerede, der ikke går på gaden, og som heller ikke er afhængige af stoffer.
Er Reden ikke sådan et sted?
- Reden er mest for de stofafhængige gadepiger. Jeg tænker på et center, hvor alle prostituerede kan henvende sig anonymt og snakke med nogen, uden at deres sociale baggrund skal tjekkes, for eksempel om de har børn. Og så skal der skal være folk som mig, der selv har ligget på lagnet, der skal arbejde sådan et sted og mulighed for psykoterapeutisk samtaler og rådgivning, også via chat og sms. Og så vil jeg arbejde for en mentorordning for de, som vil ud af miljøet eller er ude, men stadig har det svært.
- Det er meget ensomt at gå med alle de ting alene. Og du kan ikke rigtig snakke med nogen uden for miljøet om, hvordan det er med så mange kunder. Om hvordan man bliver mere og mere rå og kynisk indvendig bare for at overleve, siger Odile, der har gået i terapi for at blive ven med sin egen krop:
- Det er nødvendigt at få sin krop igen. Det er også nødvendigt at få sin selvværd igen og indse, at du er andet og mere end bare en prostitueret. Du skal finde ind til dig selv igen. Ellers går du altid og gemmer dig på gaden af skræk for at møde en af dine gamle kunder. Eller du grubler dig gråhåret over, hvad du skal sige til dine børn...
Kom til værelse 1138 på SAS hotellet, der venter en herre! Selv om det er fuldstændigt sindssygt, så giver det en slags sus, når man ikke ved, om man får en kniv på struben, eller om det går godt.
Odile Poulsen er født i 1967 i Korsør. Hun arbejdede som pædagog og senere pædagogisk leder 1997-2003 og samtidig som prostitueret 1997-1999.
Odile har udgiver bogen Hustler i 2000 (Rosinante) og bogen Sirenesang i marts i år (Aschehoug) Hustler, som handler om Odiles oplevelser som prostitueret, genudgives med nyt efterord til september.
Odile modtog Alt for Damernes Kvindepris 2005, Cybersisters Pris i 2005, og hun er netop blevet udnævnt til Danner-ambassadør 2006.
Box:
For et par måneder siden kom så et af de spørgsmål, Odile Poulsen længe har frygtet, da Lukas spurgte Mor, hvad er prostitution for noget?
- Jeg tænkte - Shit, nu kommer det! Så jeg svarede bare, at det er, når en mand køber en kvinde. Men så kiggede Lukas helt vantro på mig: Hvad, kan man bare købe en pige?
Odile smiler og tilføjer:
- Heldigvis spurgte han ikke om, hvad man så bruger sådan en kvinde til!
Vil du fortælle ham det hele på et tidspunkt?
- Det kan du tro, jeg vil.
Hvorfor?
- Der skal ikke være nogen løgne. Jeg er selv vokset op på løgne og hemmeligheder. Jeg ved hvor syg, man kan blive af aldrig at måtte sige sandheden eller snakke frit. Men det er en voldsom historie, jeg skal fortælle til mine børn, så jeg skal kunne stille op til deres reaktion, hvad end den bliver. Og så vil jeg også gerne komme i forkøbet, at nogen af deres legekammerater en dag siger øvbøv, din mor er bare en gammel luder.
Hvad siger din kæreste?
- Vi har kendt hinanden i mange år, også fra før jeg kom i miljøet. Vi blev dog først kærester bagefter. Han har altid syntes, det var dumt og forfærdeligt af mig, men jeg troede jo på, at jeg havde styr på det hele. Det havde jeg så ikke, måtte jeg erfare. Men han var alligevel klar til at tage sig af mig, heldigvis. Jeg tror nemlig ikke, at man kan klare sig alene. Vejen er alt for lang.
Lagt på: 31. Maj 2006 09:30
Sidst ændret: 31. Maj 2006 09:30
