Ofre for kvindehandel får nu ret til at blive i Danmark i op til 30 dage, inden de sendes retur til hjemlandet. Foto: Claus Bie

Sexslaver får lidt mere tid

Regeringen har fået armen vredet om på ryggen af Europarådet. Derfor kan ofre for kvindehandel fra efteråret få lov til at være i Danmark i op til 30 dage, før de bliver sendt tilbage til deres hjemland.

Frygten for at havne i selskab med bananrepublikker med ondt i menneskerettighederne får nu den danske regering til at udvide den såkaldte refleksionsperiode fra 15 til 30 dage. Refleksionsperioden er det tidsrum, der maksimalt må gå fra en illegal udenlandsk prostitueret bliver anholdt af politiet, til hun sendes tilbage til sit hjemland.

Idéen med refleksionsperioden er dels at få tid til at vinde den kvindelige prostitueredes tillid, så politiet kan slå til mod hendes bagmænd, dels at sørge for, at hun har noget at vende tilbage til i sit hjemland.

Regeringen i strid med Europarådet

Indtil nu har regeringen anført af de tre kvindelige ministre, social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), justitsminister Lene Espersen (K) og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) ellers hårdnakket hævdet, at 15 dage er en rimelig tidsperiode at ofre på de udenlandske medsøstre, som har været så uheldige at havne i kløerne på alfonser og menneskehandlere.

Det er ikke en opfattelse, der deles af Europarådet. I rådets menneskerettighedskonvention, som har ligget klar i over et år, men som endnu mangler Danmarks underskrift for at blive ratificeret, er kravet minimum 30 dage.

- Vi vil gerne kunne leve op til Europarådets konvention om menneskerettigheder, så derfor udvider vi refleksionsperioden til det dobbelte fra 15 til 30 dage, siger den konservative retsordfører Tom Behnke til Nyhedsbrevet 3F.

Barosso kritiserer dansk indsats

Selvom Danmark nu udvider fra 15 til 30 dage, så er Danmark stadig et af de lande i Europa, som tilbyder ofre for kvindehandel de ringeste forhold.

Et særligt ekspertudvalg i EU anbefaler, at samtlige medlemslande som minimum garanterer ofrene tre måneders beskyttelse. Men på grund af de danske EU-forbehold kan Danmark i den forbindelse køre på fribillet og se stort på anbefalingerne.

En situation som vækker undren i de andre medlemslande og som formanden for EU-kommissionen, José Manuel Barosso, også kraftigt kritiserede under sit nyligt aflagte besøg her i landet.

- Hvis Danmark virkelig vil gøre noget mod den organiserede kvindehandel, så må forbeholdene og de danske særregler væk, så Danmark kan deltage i de fælles europæiske initiativer, sagde han.

Danmark bør gå foran

Selvom om oppositionen i Folketinget er splittet i spørgsmålet om de danske forbehold, så er alle partier udenfor regeringsalliancen enige om, at Danmark bør yde tre måneders beskyttelse til de sexhandlede kvinder.

Derfor frygter Socialdemokraternes ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl, at udvidelsen fra 15 til 30 dage kan blive en kæp i hjulet på ønsket om en tre måneders refleksionsperiode.

- Der er ikke noget sagligt argument eller belæg for at 30 dage er nok. Danmark bør gå foran i kampen mod kvindehandel. Derfor vil vi også fortsat arbejde for, at der bliver indført en tre måneders refleksionsperiode, siger hun til Nyhedsbrevet 3F.

Den nye 30 dages regel ventes at træde i kraft til oktober.


Lagt på: 24. Maj 2006 10:50

Sidst ændret: 24. Maj 2006 15:19