Det er ikke kun i Rumænien, kvinder reduceres til rene salgsobjekter. Aller-koncernen støtter således konkurrencer, hvor præmien er fri sex med en eller flere kvinder. På billedet ses 16-årige Carmen fra Rumænien, som Fagbladets journalist kunne købe til ejendom for blot 15.000 kroner. Foto: Claus Bie
Af Jens Høvsgaard, Fagbladet 3F jens@hoevsgaard.dk
Nyhedsbrevet 3F kunne i går (torsdag 30. marts) fortælle, at Danske Bank og teleselskabet 3 mod deres egen vidende annoncerede på en pokerhjemmeside, som lokkede med en førstepræmie i form af en prostitueret. Bannerreklamerne er nu trukket tilbage, og hjemmesiden vindenluder.dk lukket, men der er stadig mulighed for at deltage i konkurrencer af samme kaliber.
"Vind Danmarks frækkeste køretur. Kør igennem København med to af de dejligste piger fra Romantica (københavnsk bordel, red). De er med på det HELT FRÆKKE, hvis du tør bag limousinens mørke ruder."
Så saftigt beskrives hovedpræmien i en konkurrence på spilsiden sexjackpot.dk. Mod betaling kan mænd med frække limousinedrømme komme godt op at køre, hvis de er så heldige at vinde månedens førstepræmie på en af spilfirmaets virtuelle jackpotmaskiner.
-Det er jo sygt. Det er en syg tilgang til livet, at den traditionelle bankogevinst i form af en halv gris nu har udviklet sig til at blive til hel kvinde, siger næstformand i 3F Jane Korczak.
Næstformanden mener, at det er et symptom på, at det danske frisind er gået helt over gevind og opfordrer til, at rammerne for det danske frisind bliver taget op til debat.
- Det er jo sådan i dag, at folk skal have lov til hvad som helst med hvem som helst og hvor som helst, men hvis ikke det her bliver stoppet, hvad bliver så det næste?, spørger Jane Korczak.
Forkvinde for Kvindeligt Selskab Hanne Bille er helt på linje med Jane Korczak.
- Der er tale om en gruppe mænd, som udelukkende betragter kvinden og kvindekroppen som et redskab til deres egen forlystelse, og på den måde reducerer de kvinden til et stykke købt underholdning, siger Hanne Bille.
Hun understreger dog samtidig, at de mænd, som benytter sig af sådanne konkurrencer heldigvis udgør en ganske lille del af den mandlige race. Til gengæld mener hun, at gruppen af mænd stort set er uden for psykologisk rækkevidde.
-I mine øjne ser det ud som om, at jo flere kvindelige ministre og jo flere kvindelige topledere, vi får, jo mere truet føler den gruppe mænd sig, siger hun til Nyhedsbrevet 3F.
Konkurrencen på sexjackpot.dk er sponseret af bladkoncernen Aller i form af sponsorreklamer for firmaets mandeblad Rapport.
Lagt på: 31. Marts 2006 10:30
Sidst ændret: 31. Marts 2006 12:38