Fagbladets journalist fik af en menneskehandler i Rumænien tilbud om at købe teenagepigen Carmen, der som 14-årig blev solgt som sexslave af sin far. På billedet kniber hun en tåre, da hun i taxa er på vej væk fra menneskehandleren med Fagbladet 3F's journalist Jens Høvsgaard, som indkvarterer hende på et sikkert krisecenter. Foto: Claus Bie

Undren over politiets indsats mod kvindehandel

Først kritiserede de konservatives retsordfører Tom Behnke politiets indsats mod menneskehandel. Nu følger Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne op og kræver svar fra justitsministeren.

Selvom justitsminister Lene Espersen (K) i TV 2-udsendelsen Dags Dato 12. marts forsikrede, at hun er tilfreds med Københavns Politis indsats mod den stigende handel med kvinder, så er der utilfredshed i hendes eget bagland.

- Kampen mod menneskehandel bør prioriteres langt højere, og derfor må vi presse Københavns Politi til at yde en større indsats, sagde den konservative retsordfører Tom Behnke til Nyhedsbrevet 3F fredag 24. marts.

Tom Behnke kan ikke forstå, hvorfor Københavns Politi har valgt at nedprioritere den såkaldte Baglandspatrulje, som tidligere har høstet stor ros for sin indsats af blandt andre hans egen partifælle, justitsminister Lene Espersen.

Dansk Folkeparti ønsker ministersvar

Heller ikke formanden for Folketingets Retsudvalg, Dansk Folkepartis Peter Skaarup, kan forstå, hvorfor den velfungerende enhed, som opererede på gadeplan blandt prostituerede og alfonser, har fået dødsstødet af Københavns Politis ledelse.

- Det virker underligt på mig, at man fjerner en effektiv og dygtig enhed. Især er jeg da forundret over, at det sker, når ministeren tidligere har omtalt dens indsats i rosende vendinger, siger Peter Skaarup til Nyhedsbrevet 3F.

Derfor vil Peter Skaarup nu dels have justitsminister Lene Espersen til at svare på, hvorfor Københavns Politi har nedlagt Baglandspatruljen, dels om politiet orienterede ministeren inden sparekniven blev stukket i Baglandspatruljen.

Også spørgsmål fra Socialdemokraterne

Tom Behnkes klare og kontante udmelding er også blevet noteret hos Socialdemokraterne.

- Det er meget interessante udmeldinger, især set i lyset af, at justitsministeren så sent som i Folketingets spørgetid 1. marts fastholdt, at regeringen synes, at der bliver gjort nok for at bekæmpe kvindehandel, siger ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl (S) til Nyhedsbrevet 3F.

Kirsten Brosbøl har derfor stillet en række spørgsmål til justitsminister Lene Espersen for blandt andet at få klarlagt forløbet i forbindelse med den kraftige beskæring af Baglandspatruljens ressourcer.


Lagt på: 27. Marts 2006 07:22

Sidst ændret: 27. Marts 2006 12:59

Dokumenter

  • Kirsten Brosbøls spørgsmål til justitsministeren.

Fakta

Fakta Formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), har stillet følgende spørgsmål til justitsminister Lene Espersen:
”Kan ministeren bekræfte - og i givet fald begrunde - hvad årsagen er til, at Københavns Politi har valgt at forflytte ledelse og medarbejdere i Baglandspatruljen, som blandt andet opererede på gadeplan blandt prostituerede og bagmænd i København, og er ministeren blevet orienteret af Københavns Politi i forbindelse med nedlæggelsen af denne velfungerende operative enhed”?

Begrundelse:
Ministeren var kort før jul sidste år på studietur med patruljen og udtrykte efterfølgende stor beundring og begejstring for patruljens indsats og dens viden om det specielle miljø og dets aktører.