Mange læsere har reageret på Fagbladets historie om købet af 16-årige Carmen i Rumænien og bakker op om kampagnen stopkvindehandel.nu. Foto: Claus Bie
Af Palle Smed, Fagbladet 3F, smed@3f.dk
Stoppe handel med kvinder? Jamen, nytter det noget...? Er vi ikke magtesløse?
I den senere tid er jeg blevet stillet spørgsmålet igen og igen på grund af kampagnen mod kvindehandel på www.stopkvindehandel.nu
Men vi har altid mindst to valg: Vi kan vælge at lukke øjnene og føle os magtesløse. Eller vi kan vælge at lade forargelsen gribe vores engagement og beslutte os for at gøre en forskel.
Jeg har valgt det sidste. For i et moderne og oplyst samfund er handel med mennesker ganske enkelt ikke acceptabelt. Og hvis prostitution baseres på handel med mennesker, så mister ethvert argument for det danske frisind og ligeværdighed sin berettigelse. Så tæller kun handling. For mig altså.
Eller som forstanderen for Reden, Dorit Otzen, skrev til mig for et par dage siden: "Tak fordi I sætter hele jeres apparat ind på at oplyse om et område i det danske samfund, hvor mennesker holdes som slaver og love sættes ud af kraft, imens den almindelige dansker vender ryggen til og gemmer sig bag prostitutionens myter."
Dorit har viet sit liv til at hjælpe der, hvor det er allersværest - i en verden fyldt med vold og prostitution, ja som nærmest er surrealistisk for de fleste af os. Hun er det levende bevis på, at det nytter, og at vi kan gøre en forskel - hver for sig og i fællesskab. Respekt!
Jeg har i den seneste uge modtaget mange mails fra læsere af Fagbladet og Nyhedsbrevet 3F. Opbakningen til vores kampagne er stor og varmer. Faktisk kan jeg ikke erindre, at jeg nogensinde tidligere har fået så mange positive henvendelser fra læserne.
Nogle læsere har dog også været kritiske. En enkelt mener, at jeg som redaktør personligt gør mig skyldig i en forbrydelse ved at stå som den ansvarlige for købet af 16-årige Carmen, samtidig med at vi har bragt pigen i livsfare.
På redaktionen har vi gjort os mange overvejelser, før vi gik så langt som til at købe et andet menneske. Vi har gjort os store anstrengelser for at sikre Carmen så godt som muligt - ikke blot mod en eventuel hævnakt, men også for at kunne tilbyde hende et reelt alternativ til et liv som sexslave.
Om det lykkes for Carmen at slippe ud af fortiden og skabe sig et nyt liv kan kun tiden vise. Men krisecentret Reaching Out uden for Bukarest er den bedste mulighed, vi kan tilbyde. Centret er sikret af bevæbnede vagter og ledes af en dygtig psykolog med mange års erfaring.
Derfor har vi også valgt at samle penge ind til netop det rumænske krisecenter for kvinder, der har været udsat for menneskehandel. På samme måde som vi støtter Reden på Vesterbro i København. 3F støtter hver indsamlet underskrift med 1 krone. Så det gælder altså om at samle så mange underskrifter ind som muligt.
Blandt journalister er der altid en diskussion om, hvorvidt vi skal blande os i de historier, vi selv bringer frem. For mig er sagen klar: Vi skal være den troværdige vagthund, men i vores målsætning for Fagbladet 3F står der ganske klart, at vi skal være læsernes vogter, engagere os og gerne aktivt tage del i deres sag.
Efter min mening kan vi som journalister ikke blot stå på sidelinien og objektivt følge slagets gang. Vi skal være katalysatoren, igangsætteren for debatten om, hvordan samfundet skal se ud - og vi skal give læserne plads til at ytre sig så mange steder som muligt. www.stopkvindehandel.nu er en af de mange muligheder, vi og vores læsere har for at gøre en forskel.
Tak for hjælpen.
Palle Smed
Ansv. redaktør
Fagbladet 3F
Lagt på: 17. Marts 2006 11:01
Sidst ændret: 17. Marts 2006 11:12