15.000 kroner for pigen med store bryster

Ønsket om at købe en kvinde til ejendom vækker ikke opsigt i Rumænien. Menneskehandleren tilbyder teenagepigen Carmen, der som 14-årig blev solgt som sexslave af sin far.

Af Jens Høvsgaard

Multimedia: Den danske sexkøbmand - et slideshow i ord og billeder

Handlen med kvinder, der sælges som sexslaver, trækker et spor af organiseret kriminalitet og umenneskelig mishandling tværs gennem Europa. Fagbladet 3F besluttede at dokumentere, at forbrydelsen sker - både inden og uden for Danmarks grænser.

Hun er 16 år. En ganske almindelig teenagepige, som lige så godt kunne være min egen eller naboens datter. Men det er hun ikke. Hun er sexslave, og jeg er hendes nye ejer.

Det er 16. december 2005, klokken er 22:00. Jeg sidder i en bil i Rumæniens hovedstad, Bukarest. Ved siden af mig sidder 16-årige Carmen. For få øjeblikke siden har jeg købt hende af en menneskehandler.

Sælgeren har garanteret mig, at hun nu hundrede procent er min ejendom. Jeg kan gøre med hende, hvad der passer mig. Jeg kan udnytte hende seksuelt, bruge hende i pornofilm, lade hende trække for mig på gaden eller installere hende på et bordel.

Når jeg bliver træt af hende, kan jeg lade hende forsvinde fra jordens overflade eller sælge hende videre. Ingen vil undre sig over hendes skæbne, og ingen vil melde hende savnet.

Jeg har betalt 2.000 euro eller knapt 15.000 kroner for hende. Det er hverken en særlig høj eller en særlig lav pris. Det er dagsprisen på et menneske i Rumænien, landet, der efter alle solemærker at dømme bliver medlem af EU i januar 2007.

Slavemarked i Europa

Jeg er i Bukarest for at dokumentere, at slavehandel ikke er et fænomen fra en fjern fortid på et andet kontinent, men at handel med mennesker også sker i det 21. århundrede - her i Europa.

Derfor har jeg været nødt til at udgive mig for at være sexkøbmand fra Danmark. Aftenen før har jeg sammen med to rumænske kolleger og min danske fotograf kørt rundt i kvarteret bag Nordre Banegård. I de smalle gader med de ramponerede huse har vi mødt nogle af menneskehandlerne. Typer, vi normalt ikke ville omgås, hvis vi havde mødt dem i Danmark. De er store, læderklædte bodybuilder-brød med tyrenakker, tonstunge halskæder af guld og de - i de kriminelle kredse sædvanlige - sorte Adidas træningsbukser.

Vi fortæller dem, at jeg er en dansk forretningsmand, der er interesseret i at købe en kvinde, som jeg kan tage med tilbage til Danmark. Forespørgslen vækker ikke opsigt - tværtimod.

- Vis os pengene, så finder vi ud af det, bliver der svaret. Flere af dem er parate til at lukke en handel med os allerede den aften, men vi fortæller, at vi ikke har pengene med os, men at vi vil vende tilbage en af de kommende dage. Hvad vi ikke fortæller er, at når vi kommer tilbage, så er det med skjulte kameraer og mikrofoner monteret på vores krop og i vores tøj.

Frysende kvinder på rad og række

Klokken er 21:30 torsdag aften. Vi kører op mod et af de huse, vi besøgte aftenen i forvejen. Uden for står en ung sigøjnerkvinde og varmer sine hænder ved flammerne fra bålet i en gammel olietønde. Vi kender kvinden. Vi har talt med hende aftenen i forvejen. Hun har fortalt os, at hun og hendes familie har kvinder til salg. Jeg forklarer hende endnu en gang, at jeg er interesseret i at købe en sexslave, som jeg kan gøre med, hvad der passer mig. En kvinde, som jeg kan tage med ud af landet. En kvinde, som er min ejendom for altid. Kan hun tilbyde det?

- Intet problem, hvis du bare har pengene, siger hun med et smil og beder mig om at følge med.

Vi går ind gennem porten og og fortsætter ud i en lang, smal gyde. Gyden bliver oplyst af lyset fra vinduerne i de små faldefærdige rønner, som ligger på begge sider. Bag de duggede ruder kan jeg skimte et utal af kvinder. Sigøjnerkvinden tager mig med ned i bunden af gyden og beder mig vente et øjeblik. Få minutter efter kommer fem unge kvinder frem og stiller sig op på en række foran mig. Det er frysende koldt, jeg har både lange underbukser og termotøj på, og alligevel hundefryser jeg. Pigerne på rækken foran mig er alle iført undertøj eller mindre. De skutter sig i kulden og ser på mig med kolde og hårde øjne.

Kvindehandel - en familie-forretning.

- Er der nogen af dem, du kan bruge? spørger sigøjnerkvinden.

- Ja, det er lige nøjagtig, hvad jeg søger, svarer jeg. Jeg er ikke særlig tryg ved situationen. Ud over sigøjnerkvinden har vi selskab af to store gorillaer, som på afstand diskret følger med i vores samtale. Derfor gælder det om at få overstået en handel så hurtigt, som muligt og så komme af sted.

- Hvad er prisen? spørger jeg.

Violetta, som sigøjnerkvinden hedder, forlanger 4.000 euro - cirka 30.000 kroner. Det er for dyrt, siger jeg, og efter kort tids forhandling enes vi om det halve.

- Du kan få hende her, siger hun og præsenterer mig for en spinkel pige med kort lyst hår. Jeg slår til, men kort tid efter har Violetta ombestemt sig.

- Jeg har en anden pige. Hun har store bryster, så hende er du sikkert mere interesseret i, siger hun og præsenterer mig for Carmen. Jeg accepterer, og Violetta sender Carmen ind for at pakke.

Mens Carmen pakker sine få ejendele forsikrer jeg mig endnu en gang om, at vi har en aftale om, at Carmen nu hundrede procent er min ejendom.

- Hun er din. Du kan gøre med hende, hvad du vil, svarer Violetta og smiler til mig. Jeg betaler hende de 2.000 euro. Vi giver hinanden hånd på handlen, og jeg går bort med Carmen.

På vej mod friheden

Klokken er nu 22:15, og vi er på vej ud af Bukarest. Inden vi er gået i gang med vores projekt, har vi lavet en aftale med Iana Matei, der er leder af krisecentret Reaching Out. Vi har aftalt med hende, at hvis det lykkes os at købe en kvinde af menneskehandlerne, kan vi bringe kvinden i sikkerhed på hendes center.

Jeg tager en plasticpose frem. I posen har jeg en cola, et par plader chokolade og en pakke cigaretter. Jeg tilbyder Carmen colaen og chokoladen. Hun afslår, men cigaretterne vil hun gerne have. Hun tager et par dybe drag af en cigaret, og læner sig forsigtigt ind mod min skulder. Hun ser op på mig med skræmte, men bedende øjne, men siger ikke noget. Ord er heller ikke nødvendige. Øjnene siger alt - hun beder mig om ikke at være for hård ved hende.

Klokken er nu 22:30. Vi er nået uden for Bukarest, og jeg kan endelig afsløre den rette sammenhæng for Carmen. Jeg fortæller hende, at vi ikke er sexkunder eller menneskehandlere, men journalister, som har købt hende fri og nu vil bringe hende i sikkerhed. Hun tror mig ikke, men bryder grædende sammen, da jeg forklarer hende, at sigøjnerkvinden Violetta har solgt hende til mig. Hun skriger sin vrede ud, da hun får at vide, at jeg har købt hende for altid og ikke for en uge, som Violetta har bildt hende ind.

- Hvad skal der ske med mig nu, hvad skal der ske med mig nu, råber hun igen og igen. Jeg prøver atter at forklare hende, at jeg vil hende det godt, men hun tror mig stadig ikke.

- Hvorfor skulle jeg ville det. Hvorfor skulle nogen ville gøre noget godt for mig? spørger hun grædende samtidig med, at hun nervøst piller ved sine neglerødder.

Blev solgt af sin egen far

Klokken er 01 natten mellem torsdag og fredag. Vi har været på krisecentret i en halv time. Psykologen Iana Matei har haft en kort samtale med Carmen og forklaret hende, at hun er i sikkerhed på centret. Hun får et varmt bad, rent tøj og et værelse, men hun kan ikke sove. I stedet bruger hun natten på at fortælle Iana om sit liv.

Allerede som etårig mister Carmen sin mor. Faren gifter sig hurtigt igen, men stedmoren kan ikke lide hende. Det eneste faste holdepunkt i hendes tilværelse bliver derfor hendes mormor, som dør, da Carmen er 14 år. Kort tid efter mormorens død præsenterer faren hende for en 35-årig tyrkisk mand, som er bosat i Rumænien. Carmen får at vide, at hun skal pakke sine ting, tage med manden og gøre, som han siger. Efter et halvt år som sexslave hos den over dobbelt så gamle mand, lykkes det hende at stikke af. De næste par måneder lever hun som gadebarn i Bukarest.

Sex med 20 mænd om dagen

En dag møder Carmen den unge sigøjnerkvinde Violetta, der tilbyder, at hun kan blive en del af sigøjnerfamilien.

- Vi skal nok tage os af dig, lover hun, og Carmen flytter ind hos familien i gyden bag Nordre Banegård. Her bliver hun holdt under konstant opsyn og hver dag tvunget til at stille sin krop til rådighed for op mod 20 mænd. Som prikken over i'et sælger de hende til sidst videre til mig - sexkøbmanden fra Danmark.

Inden jeg dagen efter skal flyve hjem til Danmark, vender jeg tilbage til krisecentret. Centerlederen Iana banker på døren til Carmens værelse, og et par minutter senere kommer hun ud på gangen. Hun får øje på mig og kommer hen til mig. Der er et ganske lille smil i de øjne, der i går aftes var skræmte og fulde af mistro. Hun tager min hånd og hvisker:

- Tak, tak for alting.

Vi skilles. Jeg tager tilbage til Danmark. Carmen går ind i centerets stue og hilser på de andre beboere.

Menneskehandlerne meldt til politiet

Klokken er 15:30 1. februar 2006, og jeg står igen i lufthavnen i Bukarest. Siden jeg købte Carmen fri i december, har jeg jævnligt talt i telefon med Iana Matei for at høre nyt om Carmen. Iana fortæller mig, at Carmen har det godt og glæder sig til at begynde på et nyt liv. Hun vil gerne tilbage i skole, og hun vil gerne have en uddannelse. Hun tager del i livet på krisecentret og har fået en god veninde, som hun deler værelse med, og så har hun anmeldt sigøjnerfamilien til politiet. Der er optaget rapport, og politiet efterforsker nu sagen.

Det går altså langt bedre med Carmen, end både Iana og jeg har turdet håbe på. Men der har også været kriser. Den største af dem befinder hun sig i, da jeg ser hende igen. To af de andre kvinder på centret har en aften fortalt, at de begge nu igen har fået kontakt til deres familier. Den ene af dem har holdt jul hjemme hos sin far og mor, og den anden besøger jævnligt sin familie.

Deres historier gør Carmen fortvivlet. Hun vil også have en familie, og derfor har hun nu besluttet at opsøge sin far. Iana har tilbudt, at de sammen kan gøre det på et senere tidspunkt, men for Carmen kan det ikke gå hurtigt nok. Derfor har hun bildt Iana ind, at hendes tante vil hente hende og køre hende hjem til hendes far. Hun fortæller, at hun skal møde tanten nede ved motorvejen, selv samme dag, som jeg ankommer. Men tanten eksisterer kun i Carmens fantasi.

- Jeg skammer mig sådan. Det var jo ikke meningen, at jeg ville lyve over for Iana, siger Carmen grædende til mig, da vi mødes igen.

- Men jeg ville af sted, så jeg kunne finde min far.

- Din far har jo tidligere behandlet dig ret dårligt?

- Ja, jeg ved det godt.

- Men tror du, at din far har ændret sig?

- Nej, det har han nok ikke. Men jeg vil så gerne have en familie.

Foran mig sidder en ganske almindelig teenagepige på 16 år. Hun kunne være min egen eller naboens datter. Men det er hun ikke. Hun er en ung, såret kvinde, der på sin egen krop har oplevet, hvor beskidt, uretfærdig og smertefuld verden kan være. Manden, hun kan takke for alt det, er hendes egen far. Alligevel drømmer hun om, at de en dag kan blive en rigtig familie.

Carmens navn er opdigtet af hensyn til hendes sikkerhed.

Lagt på: 13. Marts 2006 00:06

Sidst ændret: 13. Marts 2006 12:57