Af Jens Høvsgaard
Byen er beskidt og grim. Både at se på og at leve i.
- Den her by er ikke rar. Man skal passe på med, hvem man taler med. Alt for mange her i byen er korrupte, siger kriminalassistent Maria Baciu.
De store grå industrianlæg, der under det kommunistiske diktatur sørgede for mad og brød på bordet til byens 60.000 indbyggere, står tomme og forfaldne hen. Gaderne er støvede, og bilerne hakker og hoster deres udstødning ud i hovedet på de arbejdsløse mænd, der hænger ud på byens gadehjørner. Det eneste, der lyser op er Hotel Romantics røde og grønne neonskilt, som lokker med striptease non-stop.
Slobozia i det sydlige Rumænien er en by i forfald - både fysisk og moralsk.
- Det er Dværgen og Skovmanden, der styrer hele byen. Deres magt er stor og når langt ind i politiets og i anklagemyndighedens rækker, siger Maria Baciu.
Dværgen og Skovmanden, hvis borgerlige navne er Gheorghe og Frusin Toma, er menneskehandlere i den helt store stil. Deres netværk breder sig over hele Rumænien, og hver måned modtager de via Western Union op mod 600.000 kroner fra deres udenlandske forretningsforbindelser. Alle i byen ved, hvordan de tjener deres penge. Brødrene udøver åbenlyst deres forretning og udstiller deres rigdom med store, dyre BMW'er, ejendomsopkøb og investeringer i byens restaurationsbranche. Alligevel er der aldrig rejst tiltale mod de to menneskehandlere.
- Da jeg startede i kriminalpolitiet her i byen for et år siden, fandt jeg ud af, at der var flere sager på de to brødre, men alle sagerne var arkiveret. Ingen af dem var efterforsket færdig, fortæller Maria.
Den 34-årige politikvinde, som blev ansat til at bekæmpe organiseret kriminalitet, går derfor i gang med at efterforske sagerne. Hun er ny i byen, og ingen ved, hvem hun er, og hvad hun laver. Det lykkes hende at infiltrere brødrenes netværk ved at blive "veninde" med en kvinde, der er højt rangeret i forbryderfirmaet. Kvinden inviterer hende ofte hjem, og her hører hun om to lokale piger, der skal sendes til Spanien for at arbejde som prostituerede. Hun slår alarm til grænsemyndighederne og får stoppet de to piger ved den rumænsk/ungarske grænse.
Maria kører selv op til grænsen og får pigerne bragt i sikkerhed. Hun får endda den ene af dem til at indvilge i at vidne mod de to brødre. Da hun kommer tilbage til Slobozia aflægger hun omgående rapport til sin chef. Et kvarter senere ringer hendes mobiltelefon. Det er Dværgen, der er i den anden ende, og han er vred.
"Jeg ved, hvem du er. Du er ny her i byen, så her er et godt råd. Lad være med at blande dig i vores forretninger. Det er ikke sundt for dig," truer han.
- Jeg ved også hvem du er, og hvordan du tjener dine penge. Det er dit job. Mit job er at få dig i fængsel, svarer hun.
Dværgen bliver rasende og smækker røret på, men kort tid efter ringer han igen, og nu i en venligere tone. Han foreslår, at de mødes, så de kan tale om tingene. Maria indvilger og et par timer senere mødes de foran restaurant Nattergalen lidt uden for byen. Maria med en mikrofon og en båndoptager skjult på kroppen.
"Ingen i den her by står i vejen for mig. Pas på. Jeg har mange venner i politiet, og jeg ved alt, hvad der sker", siger menneskehandleren til Maria.
Han tilbyder hende i første omgang 3.000 euro - eller hvad der svarer til næsten ti måneders løn for Maria - for at lukke sagen.
"Vi skal nok tage os af dig. Fra nu af behøver du ikke at bekymre dig om penge", lokker han.
Samtidig tilbyder han hende en mobiltelefon, som han lover at forsyne med nyt taletidskort hver uge. Telefonen skal kun bruges til kontakt mellem ham og Maria, siger han.
Maria afslår og tager hjem. Kort tid efter banker det på hendes dør. Udenfor står Dværgen. Han rækker hende en pose. I posen er der 3000 euro, en mobiltelefon og en flakon med Organza parfume.
Maria præsenterer gaverne og den båndede samtale for sin chef. Han mener ikke, at der er beviser nok til at rejse tiltale. Heller ikke den offentlige anklager er interesseret i at gøre en sag ud af Marias efterforskning. Lige meget hvor og til hvem Maria henvender sig, bliver hun mødt med modstand mod at retsforfølge de to brødre. Kort tid efter bliver hun forflyttet til en anden afdeling.
Da vi møder hende til en frokost på restaurant Nattergalen, hvor hun havde sit møde med Dværgen, viser hun os de sager, hun er sat til at efterforske denne dag: to hønsetyverier og en voldtægt.
Vi spiser vores frokost i ro, men ikke i fred. Brødrene Tomas øjne og ører følger med i hver eneste mundfuld og i hver eneste sætning. Selvom der er masser af tomme borde i det store restaurationslokale, vælger de to andre gæster i restauranten at sætte sig klods op ad os, så de er inden for hørevidde. Samtidig gør to andre mænd ude på parkeringspladsen os effektivt opmærksom på deres tilstedeværelse. Under hele frokosten vandrer de uafbrudt frem og tilbage helt tæt foran vinduet ved vores bord.
Ingen i Slobozia skal stikke næsen i brødrene Tomas forretninger. Især ikke en nævenyttig, ung politikvinde som Maria Baciu.
Lagt på: 08. Marts 2006 09:51
Sidst ændret: 08. Marts 2006 09:51
