Set med 3F-afdelingerne for bladbude i Storkøbenhavns øjne gør Bladkompagniet sig skyldig i rovdrift på budene og spekulation i, at andre betaler regningen, når firmaets leverandører går konkurs. Foto: Ulrik Jantzen
Af Hans Christian Graversen, Fagbladet 3F graversen@3f.dk
Seks konkurser, en regning på 2,3 millioner kroner til Lønmodtagernes Garantifond, bøvl og uvished for de københavnske bladbude samt en ukendt millionudgift til skattevæsenet.
Sådan er nogle af konsekvenserne af de seneste års udliciteringer af omdelingen af aviser i Storkøbenhavn.
I 2000 stod Bladkompagniet, der er ejet af Berlingske Tidende og JP/Politikens Hus, for at ansætte de bude, der bringer aviser og magasiner ud til læserne.
I dag er arbejdet og avisbudene udliciteret til cirka 20 underleverandører, der bliver betalt af Bladkompagniet for at bringe blandt andet Politiken, Berlingske Tidende, BT og Jyllands-Posten ud til læserne.
Siden 2000 har Bladkompagniet øget sit overskud fra 1,9 millioner kroner til 25,2 millioner kroner ifølge firmaets seneste årsregnskab.
Til gengæld har mange af de nye underleverandører mere end svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Foreløbig er seks distributører gået konkurs de seneste år - og mange af de københavnske avisbude går med aviser i nattemørket i tvivl om hvem, der i næste måned står for udbetaling af løn, feriepenge og pension.
De mange konkurser blandt Bladkompagniets distributører giver forvirring og bøvl for budene i Storkøbenhavn.
- I 2005 har vi oplevet at have fire forskellige distributører som arbejdsgivere. Det giver stor frustration og undren hos mine kolleger, siger Claus Haagensen.
Udover at være bud hos Kühl Distribution er han tillidsrepræsentant for cirka 80 kolleger. Det har givet indsigt i konkurser og problemer blandt de hårdt pressede nye distributører.
- Den ene efter den anden går fallit. Det er meget farceagtigt, men hver gang, der har været en konkurs, har en ny distributør stået klar til at overtage uddelingen og budene med det samme, siger Claus Haagensen.
Set med 3F-afdelingerne for bladbude i Storkøbenhavns øjne gør Bladkompagniet sig skyldig i rovdrift på budene og spekulation i, at andre betaler regningen, når firmaets leverandører går konkurs.
- Det er urimeligt, at Lønmodtagernes Garantifond må betale millioner for manglende løn til budene, når Bladkompagniets underleverandører går konkurs. Dertil kommer, at vi som fagforeninger hele tiden må slås med nye firmaer. Bladkompagniet fraskriver sig ethvert ansvar, siger Bjarne Høpner, der er formand for 3F Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund.
Han peger på, at Bladkompagniet de senere år har fået et stadigt større overskud. Samtidig må skattevæsenet og Lønmodtagernes Garantifond betale ved konkurserne.
Foreløbig har Lønmodtagernes Garantifond måttet træde til seks gange, fordi københavnske budfirmaer hyret af Bladkompagniet er gået fallit.
Siden 2003 har konkurserne ifølge Lønmodtagernes Garantifond kostet fonden 2,3 millioner kroner til 122 ansatte hos fallitramte budfirmaer i Storkøbenhavn.
- Oveni har vi måttet rejse faglige voldgifter om budenes forhold, fordi skiftende nye firmaer på trods af virksomhedsoverdragelsesloven forsøger sig med nye arbejdsgange og lønsystemer, når de bliver presset på prisen af Bladkompagniet, siger Bjarne Høpner.
Samme melding kommer fra 3F Nordsjælland Syd. Efter en af konkurserne har afdelingen og faglig sekretær Steen Johansson måttet inddrive fem millioner kroner i manglende feriepenge, ATP-indbetalinger og løn og pension til 132 bude.
- I samme sag står Skat med en regning for manglende indbetaling af budenes skat for cirka syv millioner lønkroner, siger Steen Johansson.
Blad-chef afviser ansvar
Bladkompagniet afviser en sammenhæng mellem firmaets overskud og konkurserne - og at Bladkompagniet har et medansvar.
- Vi kan ikke gå ind og drive virksomheden for vore distributører. Men jeg ved, at de priser, vi betaler for at få aviserne bragt ud, gør det muligt at afregne med Skat og betale løn til budene. Der er nogle, der er gode til at få det til at løbe rundt - andre er ikke, oplyser abonnementschef i Bladkompagniet Kim Berthelsen.
Han kalder konkurserne kedelige og oplyser, at Bladkompagniet er begyndt at bede distributørerne fremsende deres årsregnskaber for at få bedre snor i forholdene, og at Bladkompagniet tilbyder nye distributører forskellige former for hjælp.
At overskuddet er steget, skyldes ifølge Bladkompagniet blandt andet, at firmaet har fået flere nye blade at distribuere. Men Bladkompagniet skriver samtidig i sit årsregnskab, at firmaets væsentligste driftsrisiko er evnen til at holde en lav pris hos virksomhedens underleverandører - og dermed de godt 1.000 avisbude i Storkøbenhavn.
Lagt på: 13. Februar 2006 10:00
Sidst ændret: 13. Februar 2006 12:57
Fakta |
|
Bladenes pengemaskine
Bladkompagniet ejes af bladhusene bag Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende. I 2000 var der 803 ansatte hos Bladkompagniet. |