Den fynske storbonde, hvor Ditte (på billedet) var landbrugselev, må vente endnu en tid på at hans sag om sexchikane er afgjort. Foto: Palle Peter Skov

Storbonde vil frikendes for sexchikane

Fynsk storbonde plæderede igen sin uskyld i sexchikane over for sin tidligere landbrugselev i Østre Landsret. Dom om senest tre måneder.

Den tidligere landbrugspraktikant Ditte må vente lidt længere, før hendes sag om sexchikane endelig kan blive afsluttet.

Der blev nemlig ikke afsagt dom, da ankesagen i går tirsdag 29. november blev behandlet af Østre Landsret i København.

Forhandlingssekretær i 3F's Grønne Gruppe Morten Fischer-Nielsen er dog optimistisk over for at få stadfæstet Dittes erstatning på 50.000 kroner, som byretten i Odense 27. januar 2005 idømte den nordfynske landmand, hos hvem Ditte havde været elev 2002-2003.

- Det er selvfølgelig ikke til at vide, hvordan landsretten vurderer sagen. Men jeg synes ikke, at det lykkedes landmandens advokat at fremlægge nye beviser eller nye vidner, der vil kunne ændre byrettens dom, siger Morten Fischer-Nielsen.

Skal behandles med respekt

I Østre Landsret fortalte den 71-årige storbonde, at han havde været utilfreds med Dittes arbejdsindsats, fordi kreaturerne på gården ikke blev passet ordentligt og mange af dem døde.

- Det kan da godt være, at jeg har sat en finger i brystet på Ditte, da jeg så alle de døde dyr. Hun var jo meget rapkæftet og havde altid et svar på rede hånd. Men jeg har aldrig rørt ved hendes bryster, sagde han i sin vidneforklaring.

Den forklaring giver 3F's advokat Henrik Juel Halberg fra advokatfirmaet Bjørst dog ikke meget for.

- I en sag om sexchikane handler det ikke om, hvorvidt man har udført sit arbejde ordentligt. Det handler om, hvorvidt man er blevet behandlet med respekt, siger Henrik Juel Halberg.

Ingen sexlyst

I retten fortalte landmanden også, at han havde gennemgået en bypass operation, der gjorde, at han ikke var i stand til at have sex med sin kone i den periode, hvor Ditte var elev på hans landbrug.

Det brugte hans advokat Finn Rasmussen som et argument for, at han så heller ikke skulle have haft lyst til at gøre seksuelle tilnærmelser til Ditte.

Der var to nye vidner i landsretten. Det var landmandens kone, der - ikke overraskende - støttede sin mands vidneudsagn.

Og desuden en kvægbrugskonsulent, der bekræftede storbondens udsagn om, at der var manglende opsyn og pasning af dyrene i besætningen.

Muligvis mindre erstatning

Selvom Landsretten stadfæster dommen, kan størrelsen på erstatningen dog godt blive mindre. I sin afsluttende procedure brugte storbondens advokat da også en del tid på at redegøre for andre sager om sexchikane, hvor erstatningerne har ligget noget under 50.000 kroner.

Omvendt forsøgte 3F's advokat Henrik Juel Halberg i sin procedure at argumentere for, at erstatningens størrelse skulle bevares.

Landsretten skal fælde dom om senest tre måneder - det vil sige den 28. februar 2006. Men ifølge retsformanden, at kan man forvente en dom om relativt kort tid.

Det er højst utænkeligt, at det vil være muligt at anke landsrettens dom til Højesteret, da den ikke har principiel karakter.


Lagt på: 30. November 2005 12:10

Sidst ændret: 30. November 2005 14:44

Fakta

Hvad er sexchikane? Da sexchikane oftest er en meget individuel vurdering af, hvornår man føler, at ens personlige grænse bliver overtrådt, er det meget svært at definere, hvad der er sexchikane.

Arbejdstilsynet definerer sexchikane som: "en særlig form for mobning, som foregår, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter andre for uønskede handlinger af seksuel karakter, som vedkommende opfatter som krænkende."

Tre procent af de danske lønmodtagere har i høj grad oplevet eller i nogen grad at blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed.

Ifølge Arbejdstilsynet bliver kun hver tiende sag om dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor sexchikanesager hører under, anmeldt. Det vil sige, at hver gang en sexchikanesag anmeldes, oplever ni andre ligeledes at blive udsat for sexchikane, men melder aldrig sagen.

De udbetalte erstatninger til sexchikanesager ligger mellem 10.000-100.000 kroner. I de fleste tilfælde ligger erstatningerne dog i den nedre ende.