Af nyhedstjenesten@netredaktionen.dk, NET-Redaktionen
Hver ottende sygeplejerske har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed i sit job, viser en ny undersøgelse, som fagbladet Sygeplejersken har gennemført.
Sygeplejerskerne må blandt andet finder sig i alt fra at blive kaldt ²hej skat,² over ufrivilligt at være genstand for patienters eller pårørendes beundring til ubehagelige fysiske berøringer. Krænkelserne kommer både fra patienter, pårørende, kolleger og ledere, hvor patienter udgør den største gruppe.
I undersøgelsen svarer 13 procent af de adspurgte sygeplejersker ²ja² til, at de har oplevet et eller flere tilfælde af uønsket seksuel chikane, hvor deres grænser blev overskredet, det være sig aggressiv flirt, sjofle bemærkninger, vittigheder af seksuel art, nidstirrende blikke eller unødvendig berøring. 18 procent angiver, at de har kendskab til, at kolleger har følt sig seksuelt chikaneret på arbejdspladsen.
Vurderingen bygger på sygeplejerskernes egen opfattelse af krænkelsen. 988 sygeplejersker har medvirket i undersøgelsen, og svarprocenten har været 45. Kun en tredjedel af de krænkede sygeplejersker handler i situationen og forsvarer sig mod det, de oplever som fysisk eller psykisk grænseoverskridende.
Flere af de adspurgte giver i undersøgelsen udtryk for, at de ligger under for myten om de søde sygeplejersker og for holdningen til, at det er i orden at kommentere sygeplejerskers udseende. Her er den gennemsigtige kjoleuniform en del af forklaringen, mener flere.
Dorte Schiønning Andersen, arbejdsmiljø- og sikkerhedskoordinator på Rigshospitalet, er overrasket over tallene.
- Det er helt klart er et problem, som man må tage meget alvorligt - både på arbejdspladserne og i de faglige organisationer, siger Dorte Schiønning Andersen.
Over halvdelen af de sygeplejersker, der deltager i undersøgelsen, svarer ²nej² til, at deres ledelse har meldt klart ud, at den ikke accepterer sexchikane. Det mener arbejdspsykolog Annie Høgh fra Arbejdsmiljøinstituttet, der skal gøres noget ved.
- Ledelsen skal sige meget klart, at man ikke tolererer sexchikane, så sygeplejerskerne ved, at der er støtte og opbakning i organisationen. Tidligere har det jo været sådan, at man har gjort lidt grin med sexchikane og sagt, at det er et personalegode, når man er over 40 år. Det er jo at nedgøre den, der har været udsat for det, siger hun.
På baggrund af undersøgelsen har Dansk Sygeplejeråd nu sendt breve til blandt andre Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) og bedt dem sørge for, at problemet bliver taget alvorligt.
- Ledelsen skal meget klart melde ud, at man ikke accepterer seksuel chikane. Nye medarbejdere skal som en del af deres introduktion præsenteres for ledelsens holdning til de her ting, og de skal kende politikken for, hvordan man forebygger, og hvilke redskaber man har til at tackle de situationer, hvor man risikerer at føle sig ydmyget, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
Af Dorthe Kragh (NET-Redaktionen, Lynx Media)
Lagt på: 20. Oktober 2005 09:10
Sidst ændret: 20. Oktober 2005 09:10