Af Susanne Krogstrup
Ranulfo Vasquez fra landarbejderforbundet ATC er arbejdsmiljørådgiver i tobaksbyen Estelí i det nordlige Nicaragua. Her er forgiftninger af arbejdere så almindelige, at de færreste bliver registreret. Ranulfo har levet hele sit liv i en by, hvis hovedindtægtskilde er cigarfremstilling. Alligevel er han rystet over de enorme mængder af giftstoffer.
- Når stiklingerne skal plantes ud, starter man med at blande gift i jorden. Når tobakken vokser op, bliver den sprøjtet konstant mod insekter og sygdomme. Det er i markarbejdet, vi ser de fleste forgiftninger. Der er de åbenlyse tilfælde, hvor folk besvimer, kaster op, får rysteture og skal behandles akut. Men der er også rigtig mange som på underlig vis får en "slukket glød". De bliver lettere trætte, humøret er dårligere, og de er meget påvirkelige over for dufte og stoffer i luften, fortæller Ranulfo.
Med støtte fra Fagligt Fælles Forbund, 3F, forsøger Ranulfo og hans kolleger at begrænse forgiftningerne ved at oplyse om giftstoffernes farlighed og hvilke forholdsregler, landarbejderne og virksomhederne kan tage. Det er en svær opgave.
For eksempel bliver landarbejderne betalt pr. tønde land de sprøjter, i stedet for pr. time de arbejder. Når man er fattig, og gerne vil brødføde sin familie gælder det altså om at sprøjte mest mulig gift - hurtigst muligt. På markerne møder man landarbejdere, hvis tøj er gennemvæddet af sprøjtemidler. Beskyttelsesudstyret er mangelfuldt og oftest ikke-eksisterende.
Det store forbrug af gift har gjort mange skadedyr mere resistente over for sprøjtemidlerne. Tobaksproducenterne bruger derfor endnu mere gift eller blander gift-produkterne uden at kende konsekvenserne for arbejdere og miljø.
Indtil nu har man kun gisnet om en sammenhæng mellem for eksempel den udbredte brug af sprøjtemidler indeholdende nervegifte og det uhørt store antal selvmord blandt landarbejdere i Nicaragua.
- Folk på landet ved ikke, hvordan de bør omgås disse giftstoffer. Det er stadigvæk ikke ualmindeligt, at folk genbruger gifttønderne til drikkevandsbeholdere, og at de spiser umiddelbart efter, at de har sprøjtet. Vi arbejder for en holdningsændring. Og folk begynder at forstå, hvor vigtigt det er, at de passer på sig selv og deres miljø, siger Ranulfo.
Fra den nicaraguanske regering er der dog ikke megen opbakning til forbedring af arbejdsmiljøet på landet - tværtimod.
Stik imod ombudsmandens anbefalinger har landbrugsministeriet netop godkendt 11 stoffer, som enten er forbudte eller ikke-godkendte i oprindelseslandene - lande som Tyskland, USA og Schweiz. Herunder stoffet Paraquat, som har været forbudt i Danmark siden 1984, fordi giften ophober sig i kroppen.
Ranulfo fortæller, at enhver kan gå lige ind fra gaden og erhverve sig en dunk Paraquat uden vejledning eller begrænsninger af nogen art.
- Ja, så meget holder de rige lande af os. Ingenting beholder de for sig selv; vi får rub og stub i de fattige lande, griner Ranulfo og fortsætter.
- Det lyder næsten som en joke. Men før præsident Enrique Bolanos blev valgt, var han repræsentant for verdens største distributør at kemiske stoffer, Monsanto. Et hverv, som hans søn i dag har overtaget og lever fedt af. Hvad gør man i et land, hvor de, som sidder på magten, bliver rige af at forgifte deres eget folk, deres eget land?
Enhver, som besøger tobaksfabrikken Aganorsa i Estilí mærker straks, hvordan halsen snører sig sammen og øjnene løber i vand.
Tobaksblade udvikler deres smidighed og smag gennem en gæringsproces, hvor den i flere omgange vædes og tørres. Hele vejen gennem processen afgiver tobakken en mængde gasser, særligt nikotin- og ammoniak-dampe.
- Der er en udskilning af medarbejderne, fordi slimhinder og luftveje bliver angrebet. Nogle klarer det bedre end andre, forklarer Jesper Nielsen, som arbejder i Mellemamerika som arbejdsmiljørådgiver, udsendt af 3F.
Men for dem, der kan vænne sig til arbejdsmiljøet eller klarer sig gennem arbejdsdagen på smertestillende tabletter, har det alligevel konsekvenser.
Arbejderne på fabrikken oplever, at de har mange luftvejssygdomme, hudproblemer og mange tilfælde af underlivssygdomme. Men det er aldrig blevet undersøgt, om der er tale om en overhyppighed i forhold til befolkningen generelt, eller om stofferne i arbejdsmiljøet har sammenhæng med sygdommene.
- Kvinderne på fabrikken ved ikke, hvad det er, de fejler, og de ved ikke, hvordan de har fået det. Det er meget almindeligt her at sige, at man har katar. Det er det, man kalder alt det, man ikke ved hvad er - lige fra eksem til cancer. Alle her har katar, forklarer Ranulfo.
Han fortæller, at pensionsalderen for tobaksfabriksarbejdere er omkring 40-45 år. Mange er simpelthen slidt op eller må stoppe på grund af kraftig migræne eller øjenproblemer.
Byen Estilí ligger i højlandet i det nordlige Nicaragua. Jordbund og klimaforhold er perfekte til dyrkning af tobak. 30.000 mennesker er beskæftiget i tobakken. De arbejder ude på markerne og inde i byen på fabrikkerne.
Når tobakken er høstet, skal den forarbejdes i næsten fire måneder, inden den er klar til at blive rullet til cigarer.
Det første, der sker, er, at tobakken bliver gasset. Der kan stadig sidde små skadedyr, der gnaver huller i bladene. Hvis det sker, er der ikke andet at gøre end at skære bladene op og bruge tobakken til cigaretter. Men det er der ikke så mange penge i. Når tobakken får en omgang gift - er man på den sikre side. Sikker på, at der ikke er noget levende tilbage.
Bagefter bliver tobakken skyllet. Det gør man for at fjerne støv og smådyr, men også for at tilføre væde. Tobakken udvikler nemlig sin smag gennem en gæringsproces, som sker, når tobakken tørrer. Derfor bliver den vædet og tørret gennem flere omgange i stakke.
Stakkene flyttes undervejs, og de blade, der ligger inderst, hvor det er varmest, flyttes gradvist fra midten af bunken og udad.
Når tobakken har været gennem tørreprocessen tilføres væde igen, og tobakken går til stripning og sortering. Stilken fjernes. Tobakken pakkes efter farve og kvalitet.
Og så tørres den igen.
Hele tiden afgiver tobakken ammoniak. Lugten er så stærk, at man får tårer i øjnene og besvær med at trække vejret. Nogle steder er det umuligt at opholde sig i mere end et par minutter, så må man ud og nappe en mundfuld frisk luft. Faktisk kan man vænne sig lidt til det - man bliver en smule døsig og påvirket på en lidt uforklarlig måde.
Landarbejderforbundet ATC i Nicaragua gennemfører med hjælp fra 3F en undersøgelse af landarbejderes generelle sundhedstilstand samt kendskab til arbejdsmiljø og sundhed. I Estelí er der lige åbnet en klinik, der blandt andet skal vurdere, om tobaksarbejdernes sygdomme skyldes arbejdsmiljøet.
- Når man som fagforening skal opnå et samarbejde med arbejdsgiveren, kan arbejdsmiljøet være et godt sted at starte. Det er svært at være uenige om, at man ikke skal blive syg, bare fordi man passer sit arbejde, forklarer Jesper Nielsen fra 3F's kontor i Mellemamerika.
- Der er en fælles interesse i at forbedre arbejdsmiljøet, og det kan være udgangspunkt for en løbende dialog mellem parterne. Som regel er der også en lovgivning på området - selv i ulande - som fagforeningen kan bygge deres arbejde på. I Nicaragua skal alle arbejdspladser for eksempel have sikkerhedsudvalg. Det er meget nemmere at blive uenige om lønspørgsmål, fortæller Jesper Nielsen.
Målet med projektet er derfor, at ATC får mere præcis viden om arbejdsmiljøets sammenhæng med arbejdernes sundhedsproblemer, og kan bruge den til at skabe forbedringer.
- Jeg havde håbet, at min datter Keyla ville uddanne sig og få et andet og bedre liv, end det jeg har haft. I stedet har hun valgt at arbejde på cigarfabrikken og blive mor som 17-årig. Hun lever sit liv fuldstændig som en gentagelse af, hvordan jeg levede i min ungdom. Det er som om, det løber i blodet, fortæller Luz Marina Arce.
Hun er tillidsrepræsentant på tobaksfabrikken Agonorsa i det nordlige Nicaragua. I en alder af 34 år kan Luz ikke kun fejre 20-års jubilæum som tobaksarbejder, hun kan også bryste sig af at være bedstemor til en etårig dreng.
Læs, se og hør hendes beretning på www.3f.dk
Hr. Hlope er en heldig mand. Hans tre voksne døtre har fået arbejde på de store nye tekstilfabrikker, og de bringer lønnen hjem til storfamilien.
Du kan læse, høre og se mere om Hr. Hlope og andre af de personer, der er med i DR's udsendelser om arbejdernes vilkår i tre ulande. Du kan også se små videoklip, få fakta og læse reportager.
Klik ind på www.viva3f.dk
I tre udsendelser den kommende tid sætter DR TV fokus på arbejderes vilkår og fagligt arbejde i den tredje verden.
Bananrepublikken: Joffre og 52 andre bananarbejdere blev smidt ud af deres bananplantage, da de meldte sig ind i en fagforening. Ecuador er verdens største producent af bananer, men landets 300.000 bananarbejdere arbejder på daglejervilkår. Joffre og kollegerne kæmper for at få en forhandling i gang med ejeren, en tysker ved navn Manfred Junker, som gemmer sig bag sine advokater.
Hvem ka'? Afrika! I det lille kongedømme Swaziland er der på bare tre år skabt 30.000 arbejdspladser i tekstilindustrien, som producerer jeans for blandt andet Lewis.
Det er taiwanesiske investorer, der er kommet til landet for at udnytte den billige arbejdskraft. Taiwaneseren Mr. Hsia vil helst have lønnen længere ned, men Stewart og Shadrack fra den lille fagforening Smawu kæmper med utraditionelle metoder for bedre arbejdsvilkår.
Cigarbyen: På den smukke gamle tobaksfabrik i Estilí i Nicaragua laver Luz og kollegerne store flotte cigarer, som bliver solgt i hele verden. Arbejderne i tobakken bliver syge af arbejdet, men de ved ikke hvorfor.
Sendetidspunkter:
Uge 11, 12 og 14. Udsendelserne sendes på DR2 mandag klokken 16 og lørdag klokken 13.30 samt søndage på DR1 lige før eller lige efter TV-Avisen klokken 12 og tilsvarende om mandagen.
Lagt på: 09. Marts 2005 00:06
Sidst ændret: 09. September 2005 14:20
