"Du skal faktisk væ-re indstillet på at smide tøjet og være sexet, uanset om du måske har potentia-let til at være stats-minister."

Når vi bare bliver pik og patter

Billeder med pornografiske undertoner har bredt sig som en betændelse i reklamer, aviser og på tv, mener 28-årige Hanne Bille. Som bestyrelsesmedlem i foreningen Kvindeligt Selskab bekæmper hun billederne, ikke mindst fordi de undergraver ligestillingen.

Interview

Tre halvnøgne teenagetøser iført veldrejede stritnumser, der signalerer mere sex end chokolademælk. Dette re-klamebillede valgte mælkeproducenten Arla at lokke forbrugerne med, da den lancerede Arla Mini i små plastikdunke i 2002.

Det blev for meget for blandt andre græsrodsbevægelsen Kvindeligt Selskab, som indbragte reklamen for forbruger-ombudsmanden for at være sexistisk. Uden held. Arla-reklamen blev ikke betragtet som i strid med god markedsføringsskik.

Afvisningen kom egentlig ikke bag på 28-årige Hanne Bille, bestyrelsesmedlem i Kvindeligt Selskab, der arbejder for mere ligestilling. Hanne Bille er vant til at råbe op i et rum, hvor få lytter, og mange overfalder hende med fordomme om snerpethed og sexforskrækkelse.

Men Hanne Bille er egentligt bare træt af stadigt flere billeder af pornoagtige kvinder, der skal sælge os alt fra et fagforeningsmedlemskab over en musikvideo til et par læsebriller. Det, man kalder "pornoficering", og som Kvinde-ligt Selskab er en af de flittigste bekæmpere af. Det er blevet til flere klager til forbrugerombudsmanden.

Hvad er det konkret, du forstår ved den øgede porno-ficering?

- Det er, når billedsproget og de roller, som mænd og kvinder har i pornofilmens verden, pludselig gentager sig i reklamer ved busstoppesteder, hvor børn og andre sages-løse uopfordret får smidt dem i hovedet. Det er også, når DR og TV2's ungdomsprogrammer viser de sidste nye musikvideoer, der til overflod rummer selvfede mænd, der skal udstråle magt og potens, og så en flok halvnøgne kvinder med silikonebryster, der vrider sig omkring ham og signalerer seksuel tilgængelighed.

Reklamer danner forbilleder

Hvori ligger problemet med pornoficering?

- Det er et problem for ligestillingen. For i pornoverdenen er kvinden bare serviceapparat for mandens tilfredsstil-lelse. Et stereotypt mandligt fantasiunivers. Og det her univers afspejler et magtforhold, som i mine øjne undergraver kønnenes værdighed, og jeg tror ikke, nogen med selvværdet i orden kan genkende deres seksualitet heri. Når pornobilleder pludselig bliver hverdagsbilleder, så er det et problem, fordi de er med til at påvirke vores værdier og vores til- og fravalg og holdninger til hinanden. Og vi ved, de påvirker os, for det er altså ikke for sjov, at firmaer bruger hundredtusindvis af kroner på reklamer. De lagrer sig. De danner rollemodeller.

Men hvis reklamerne får os til at købe produktet, er det så ikke godt nok?

- Jeg er jo heller ikke sur på reklamebranchen. Det er selvfølgelig dens lod at gå til grænsen og nogle gange lidt over, ellers ville branchen jo være uaktuel. Men reklamebu-reauerne skal jo altså ikke være forbillede for vores værdi-er. Ligesom med miljøpolitik er det noget, de folkevalgte skal planlægge, og derfor har vi en miljølov. Det er jo heller ikke op til Cheminova at sætte grænseværdierne for kemikalieudslip, ligesom det ikke skal være op til reklamebureauerne at sætte grænserne. Det gør markedsføringsloven. Men den skal bare tages i brug og overholdes, siger Hanne Bille.

Sådan var det ikke tidligere

Hanne Bille køber ikke argumentet med, at "kvinder har da altid været genstand for det ene og det andet":

- For så tænker jeg: I 1970'erne var det unisex. Og hvad skete der i 1980'erne? I 1980'erne havde alle pigeværelser den der plakat "man with a baby" hængende - den signa-lerede en omsorgsfuld far med sit barn - og alle piger syntes, han var sexet. Og samtidigt var der de her firkantede forretningskvinder i tv-serien Dollars og i reklamerne. Der var plads til bløde mænd og hårde kvinder med stramt hår. Så hov, der var pludselig en opblødning af kønsrollerne på vej, og nu er vi altså bare trådt nogle skridt tilbage.

Hanne Bille har svært ved at svare på, hvorfor det er sådan.

- Jeg kan jo bare konstatere, at i takt med at kvinden indtager mandens magtbase i samfundet og på hjemme-fronten, så bliver kvinden i reklamerne mere og mere reduceret til krop. Er det så en måde at udvikle en form for balance på?, spørger hun retorisk.

Mændene skal sige fra

Hanne Bille vil især gerne have mændene på banen, og de bør tage et opgør med de stereotype kønsroller, mener hun. Et oprør kvinder er lykkedes rimeligt med ved både at forfølge moderskabet og karrieren.

- Men jeg konstaterer jo med sorg, at mange mænd stadig kun måler deres succes som forsørgere og ikke som nær-værende, rummelige mænd. De betragter det ikke som maskulint at tage barselsorlov og knytte stærke bånd til deres børn, og de der ting. Så mændene skal altså på banen her, tage opbruddet og for eksempel tilkæmpe sig en større platform som far. Det moderne samfund har brug for hele mænd.

- Derfor er det så super vigtigt, at mændene griber den her diskussion om kønsroller og pornoficering, som jo bare er et rum for ligestillingsdebatten. Mænd skal også nægte at se sig selv portrætteret i kommercielle sammenhænge som en eller anden primitiv hulemand.

- Men det er heldigvis langt fra alle mænd, der har behov for at se de her underlegne kvinder for at føle sig som rigtige mænd, understreger Hanne Bille.

- Selvfølgelig findes der masser af mænd, der ikke føler sig truet af nutidens selvbevidste kvinder. Men unge drenge, der ikke har så megen erfaring, og som ikke ved bedre, de får det her nedgørende kvindebillede ind med skeer.

Selvmord og silikonebryster

Det er svært at måle konkret, hvordan unge tager skade af de pornografiske undertoner i reklamer og videoer, men Hanne Bille drager paralleller til tendenser i tiden: at voldtægtscentrene melder om et stigende antal henven-delser fra unge piger under 15 år. At prostituerede er begyndt at afvise teenagedrenge, der vil udleve brutale pornofantasier. At den største dødsårsag blandt 18-24-årige unge kvinder er anoreksi, og hver fjerde kvinde under 20 år er i fare for at udvikle anoreksi.

- Det er selvfølgelig en dybt kompliceret sygdom, men det er jo ikke forkert at sige, at man straffer sin krop for ikke at ligne de idealer, man bliver præsenteret for i medier og reklamer.

En svensk/hollandsk undersøgelse har vist, at kvinder med silikonebryster har tre gange så stor sandsynlighed for at begå selvmord som kvinder med "naturlige" bryster.

- Et det ikke bare forfærdeligt? Og herhjemme drømmer mange piger i 8.-9. klasse jo også om silikonebryster. Og hvorfor gør de det? Fordi de får at vide gennem alle de her kanaler, at det er dine fysiske fortin, du skal spille på, hvis du vil have succes, siger Hanne Bille og nævner den tidligere pornoskuespiller Katja K., der er blevet stjerne i TV2's serie Langt fra Las Vegas.

- Hendes eksistensberettigelse for licensbetalernes penge er, at hun har været pornostjerne, og det giver identitetssøgende piger et signal om, hvad der skal til for at blive en succes. Nu sætter jeg selvfølgelig tingene lidt på spidsen, men du skal faktisk være indstillet på at smide tøjet og være sexet, uanset om du måske har potentialet til at være statsminister. Helt unge piger begynder at måle deres værdi på den her skala i stedet for at gå op i for eksempel humor og intellekt.

Der ville lyde et ramaskrig

Men de piger, der deltager i sådan nogle programmer og i pornoagtige musikvideoer, de kan jo bare lade være med at stille op?

- Den køber jeg ikke. Det kommer ikke sagen ved, hvem der stiller op. Og det er jo ikke, fordi de er dumme, for hvorfor skulle de ikke tjene penge på det? Men det kommer altså til at få indflydelse på, hvordan vores piger og drenge opfatter kønnene. Hvad med dødsporno? Der deltager kvinderne også - skulle vi så også bare sige, at det er i orden? Vi må begynde at sige fra og boykotte det her som forbrugere og blive bedre til at tale med hinanden om, hvad det gør ved os. Så skal det nok give udslag på øverste niveau i forhold til overholdelse af lovgivningen, siger Hanne Bille.

Hvad mener du om pornokalenderen i skurvognen, skal den ud?

- Altså, hvis man vil have kvinder ind i sin branche, så skal man se på, om stedet har de ting, der er attraktive for kvinder. Og jeg ville da ikke arbejde et sted, hvor der hang nøgne pornokvinder. Jeg ville føle mit køn reduceret til udelukkende at handle om krop, og det ville være krænkende. Og ved du hvad, det er der bare ikke nogen, der skal sætte spørgsmålstegn ved, for vi ved alle sammen godt, hvad der ville ske, hvis jeg hængte et billede op på en mandearbejdsplads af en erotiseret mand med bar røv ... Så ville der lyde et ramaskrig. Når nogle mænd håner os, så må de godt lige selv tænke på, hvordan de har det med at se dem selv reduceret til pik og pung. De har det nøjagtigt på samme måde som os, så vi gider bare ikke høre på det der med snerperi.


Lagt på: 26. November 2003 10:34

Sidst ændret: 26. November 2003 11:47

Fakta

Hanne Bille 28 år, studerer kom-munikation og inter-national udvikling på RUC. Bestyrelsesmed-lem og presseansvar-lig i Kvindeligt Sel-skab, en debatska-bende forening, der arbejder for at skabe ligestilling mellem kønnene. Ivrig debat-skribent i aviserne, ikke mindst om por-noficering. Bor med sin kæreste Henrik på Frederiksberg.

Net-links