Maersk forfølger fagligt aktive

Arbejdere fra Malaysia beskylder Maersk Medical for at hindre organisering og forfølge fagligt aktive.
SOLIDARITET

En skændsel og en skamplet.

Det er ikke hver dag disse ord benyttes om A.P. Møller, men Francis Xavier fra gummiarbejdernes fagforening Rubber Products i Malaysia tøver ikke med at gøre det.

Han besøger Danmark for at gøre opmærksom på virksomheden EuroMedical, hvor de ansatte siden 1975 har forsøgt at organisere sig i fagforeningen.

Maersk Medical, der ejer fabrikken, har undslået sig den faglige organisering med den begrundelse, at Rubber Products ikke er den rette fagforening for virksomhedens 1.200 ansatte.

- Det er en tåbelig undskyldning. Langt hovedparten af produkterne er gummivarer, mener Francis Xavier.

Striden mellem virksomheden og de ansatte er henlagt til de malaysiske domstole. Fagforeningen er flere gange blevet godkendt og senere underkendt af myndighederne. Senest har Rubber Products appelleret et afslag fra 1998. Nu venter parterne på endnu en afgørelse.

Francis Xavier beskylder den danske arbejdsgiver for at skabe et miljø af frygt og overvågning på fabrikken. I december sidste år blev fire fagligt aktive fyret efter en strejke - blandt andet 51-årige Che Sallma Mustaffa. Hun arbejdede på EuroMedical i 26 år.

- Vi strejkede, fordi ledelsen uden videre havde sløjfet den årlige bonus på en månedsløn. Efter en uge blev jeg fyret, fortæller hun

- Jeg var glad for at arbejde på fabrikken. Jeg har arbejdet under amerikanske, engelske og tyske ejere, før Maersk kom til. Nu er de sortlistet, siger Che Sallma Mustaffa, der har tre børn.

Che Sallma forklarer, at firmaet meldte hende til politiet for ulovlig indsamling af penge, da hun forsøgte at organisere kolleger i fagforeningen.

Støtte til gule fagforeninger

- Jeg kan forstå, at A.P. Møller giver det danske folk flotte gaver. Et operahus, for eksempel. Hvorfor vil koncernen så ikke tillade arbejderne i Malaysia at organisere sig? Det koster ikke noget. Maersk Medical har i stedet opfordret ansatte til at melde sig ind i en gul fagforening i stedet, siger Francis Xavier.

Arbejdernes Internationale Forum mener, at Maersk Medical bryder OECD's retningslinjer og har klaget over selskabet til Beskæftigelsesministeriet. Derfor ønsker Maersk Medicals koncernchef Ole Weiling ikke at kommentere sagen.

- OECD's kontaktpunkt har givet parterne besked på ikke at udtale sig, så længe sagen bliver behandlet, siger han til Fagbladet.

- A.P. Møller giver det danske folk et operahus. Hvorfor vil koncernen så ikke tillade arbejderne i Malaysia at organisere sig. Det koster ikke noget, siger Francis Xavier

- Efter en uges strejke blev jeg fyret, fortæller Che Sallma Mustaffa.


Lagt på: 02. Oktober 2002 11:45

Sidst ændret: 02. Oktober 2002 11:45