Udenlanske avisbude har ret til fradrag for kost og logi - typisk mellem 13.000 og 16.000 kroner om måneden. Foto: Ulrik Jantzen
Af Hans Christian Graversen, Fagbladet 3F, graversen@3f.dk
I Polen og Litauen er gennemsnitslønnen på cirka 5.000 kroner om måneden, hvis der overhovedet er arbejde at få.
I Danmark får avisbude fra Litauen, Polen og andre østeuropæiske lande et skattefradrag hver måned, der svarer til mere end budenes løn - typisk på mellem 13.000 og 16.000 kroner om måneden.
Det store fradrag skyldes, at udenlandske borgere, der tager arbejde i Danmark i en tidsbegrænset periode, har ret til at trække et fast beløb til kost og logi fra i skat.
- Reglerne gælder alle og er de samme som for danske håndværkere. Man kan få rejsefradraget, hvis der er tale om midlertidig ansættelse, og hvis man ikke kan nå hjem på sin faste bopæl og overnatte, oplyser Rikke Røpke, der er fuldmægtig i SKAT's juridiske afdeling.
Reglerne betyder, at polske avisbude har ret til et dagligt fradrag på i alt 596 kroner.
Det giver i alt 17.880 kroner om måneden. Men fradraget er betinget af, at der er tale om tidsbegrænsede stillinger - et fænomen, der netop er tale om for østeuropæere i budbranchen.
3F Lager, Post og Servicearbejdernes fagforening advarer om, at fradraget er en åben invitation til pres på lønnen og anden spekulation hos arbejdsgiverne.
- Reglerne om fradrag er fair nok, hvis der ikke er lokal arbejdskraft tilstede. Men som det er nu, er det de faste bude, de arbejdsløse og skatteborgerne, der betaler prisen for fradraget, siger Henrik Forchhammer, der er faglig sekretær i 3F Lager, Post og Service København.
Han anklager Bladkompagniet og dets underleverandører for at misbruge ordningen ved at hyre polakker og litauere frem for at satse på dansk arbejdskraft.
- De færreste polske bude forstår dansk eller danske regler. Samtidig vil de færreste brokke sig over manglende tillæg eller underbetaling, når fradraget opvejer beløbet. Det inviterer til underbetaling og snyd på vægten. I stedet for at tiltrække og fastholde den lokale arbejdskraft, ser vi en tendens til, at Bladkompagniet og dets distributører forringer vilkårene for de ansatte med hensyn til betaling, tempo og forhold som lokaler, siger Henrik Forchhammer.
Lagt på: 04. Oktober 2006 10:50
Sidst ændret: 04. Oktober 2006 14:53
Fakta |
|
Rejsefradrag
Avisbude og andre arbejdere fra Østeuropa, der er i Danmark for at arbejde i begrænsede perioder, har ret til enten en skattefri godtgørelse fra arbejdsgiveren eller et dagligt skattefradrag på 596 kroner fordelt på 417 kroner til kost og 179 kroner til logi. |